På søndag sker det: 1 million husstande kan se frem til en sænket elregning

Nicolai H

1 time siden

|

26/11/2024
Indland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En stor håndfuld danskere kan glæde sig over en fantastisk adventsgave.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efter flere år med opsigtsvækkende elpriser og en energikrise, der ramte hårdt, kan Radius’ kunder nu glæde sig over et længe ventet prisfald.

Fra 1. december får en million husstande i København, Nordsjælland og dele af Midtsjælland nemlig en lavere regning, når der skal betales for eldistribution.

Det skriver flere medier, heriblandt KlimaFokus.

Markante besparelser på vej

Prisfaldet er ikke småting. Med en samlet årlig reduktion på 325 millioner kroner eksklusive moms, svarer det til et prisdyk på cirka 15 procent.

Konkret vil eltarifferne i perioder med høj belastning – også kendt som “kogespids” – falde fra 128,78 øre/kWh til 109,85 øre/kWh, mens de almindelige højlast-perioder reduceres fra 42,93 øre/kWh til 36,62 øre/kWh.

For en typisk lejlighedsejer betyder det cirka 150 kroner mindre om året på elregningen, mens parcelhusejere kan se frem til at spare omkring 250 kroner.

Energikrisens efterspil

Radius’ funktionschef, Cäthe Bay-Smidt, peger på, at prisnedsættelsen reflekterer et energimarked, der igen er stabiliseret.

“At betale sin elregning bliver aldrig en yndlingsbeskæftigelse for nogen, og derfor gør det mig glad, hver gang vi kan sætte tarifferne ned. Prisnedsættelsen er blandt andet et udtryk for, at vi nu har fået betalt regningen fra energikrisen, og de enorme prisudsving er kommet godt på afstand. Der er kommet mere ro på elmarkedet, renten stiger ikke mere og inflationen er kommet ned på et meget lavere niveau,” siger hun.

Med fjerde prisnedsættelse siden marts 2023 har Radius arbejdet målrettet på at give kunderne en mere økonomisk overkommelig løsning.

Energivaner, der batter

Selvom elpriserne bliver lavere, understreger Bay-Smidt, at det stadig er vigtigt for kunderne at holde fast i gode energivaner. At bruge strøm, når den er billigst, ikke alene mindsker regningen yderligere, men det aflaster også elnettet i spidsbelastede perioder.

“Vores kerneopgaver er at sikre en høj forsyningssikkerhed og udbygge elnettet til fremtidens behov. Det kræver selvfølgelig en sund økonomi, men vi kigger altid på, om det er muligt at nedbringe kundernes udgifter. Deres regning til transport af strøm gennem elnettet er således væsentlig lavere nu, end den var, da energikrisen ramte,” forklarer Bay-Smidt.