Når grusstierne i kolonihaveforeningen Jørgen Berthelsens Minde bliver hårde at navigere, står én mand altid fast.
Finn Lund Nyby, kendt fra TV 2-føljetonen 'Balladen om kolonihaven,' har gjort det til sin livsmission ikke at vakle – selv når modvinden blæser hårdest.
I aftenens finaleafsnit åbner Finn op om de begivenheder, der har formet ham som menneske. Midt i foreningens stridigheder løfter han sløret for en personlig tragedie, der har givet ham det stålsatte sind, han er kendt for.
"Jeg er blevet det menneske, jeg er, på grund af nogle begivenheder i mit liv, som har formet mig. Jeg har været gift tidligere, men i slutningen af 2011 døde min kone efter et længere kræftforløb. Det har været med til at forme mig som menneske. Det har været med til skabe nogle værdier i mig. Og måske er det dét, der gør, at jeg bliver stående på benene, når der bliver skudt lidt efter mig," fortæller Finn i programmet.
Finn Lund Nyby mødte sin første kærlighed, Pia, i begyndelsen af 20’erne. Hun var ti år ældre og fyldt med livsglæde, men sygdom skulle ændre deres livsbane.
Pia blev ramt af kræft i æggestokkene, som senere spredte sig. Efter fire års kamp sov hun ind på et hospice.
Efter Pias død valgte Finn en vej, der overraskede mange. Han vendte tilbage til sit arbejde som anlægsgartner blot en uge senere.
"Der var nogen, der havde en anden holdning til, hvordan jeg burde sørge. En forventning om, at jeg trak i det sorte tøj og blev derhjemme," siger han i et interview med TV 2. Men Finn insisterede på at sørge på sin egen måde og gjorde det klart, at ingen skulle diktere, hvordan han skulle håndtere sin sorg.
Med tiden har sorgen fundet sin plads i hans liv. Han mindes stadig Pia på mærkedage og søger trøst i både hendes ord og Gasolin-sangen "This Is My Life."