Inden længe bliver flammen tændt ved OL i Paris, og når turneringen løber af stablen skal de danske håndboldherrer forsøge at tage den skridtet videre, end de gjorde til sidste OL, hvor de i finalen måtte se sig slået af franskmændene.
Forberedelserne er også i fuld gang for Nikolaj Jacobsens tropper, men det er ikke kun på banen, at den rutinerede målmand Niklas Landin skal gøre god figur.
For selvom de danske håndboldherrer først skal i aktion lørdag aften, så bliver fredag aften en uforglemmelig begivenhed for Niklas Landin.
Den 35-årige målvogter er udvalgt som Danmarks fanebærer ved OL, en ære han deler med sejleren Anne-Marie Rindom.
Selv lægger hovedpersonen ikke skjul på, at han er stolt og beæret over at få lov til det:
"Jeg tror, det bliver rigtig stort. Som jeg har sagt tidligere, er det noget, jeg er utrolig stolt af og beæret over at få lov til. Og som den første håndboldspiller, så det er klart noget, der kommer øverst på listen over ting, jeg har opnået i min karriere", lyder det fra ham med et smil, da Ekstra Bladet fangede ham torsdag i OL-byen.
Niklas Landin fortæller videre, at selvom tilbuddet om at være fanebærer var en stor ære, tog han sig alligevel tid til at overveje beslutningen grundigt:
"Inderst inde var det et ja, men jeg mente, at jeg skulle tænke over det, inden jeg svarede. Så det gjorde jeg, men jeg vidste godt, hvad jeg ville svare", forklarer han inden han fortæller, at det var et klokkeklart ja, men nok mere et spørgsmål om landstræneren synes det var en god ide.
Ikke desto mindre skal Aalborg-målmanden bære fanen i aften i hvad der bliver hans sidste OL og sidste opgave med landsholdet.