Hvis man havde håbet, at klimaminister Lars Aagaard (M) kunne snige sig igennem foråret uden flere ubehagelige sager på skrivebordet, ser det ud til, at det håb må parkeres.
For nu stormer kritikken igen ind fra både venstre og højre side af Folketinget.
Flere folketingsmedlemmer langer nemlig nu ud efter ministeren, som de mener tilbageholdt centrale informationer i sin klima-redegørelse til Folketinget tilbage i december. Og den kritik kommer ikke ud af det blå.
Det handler nemlig ikke bare om små fodnoter og teknikaliteter. Det handler om noget så centralt som tempoet og prisen for Danmarks grønne omstilling – og at det hele er forsinket og blevet langt dyrere end forventet.
Men da Aagaard skulle orientere Folketinget om status, nævnte han ikke med ét ord, at der var tale om en massiv forsinkelse. Og at budgettet var sprængt.
Det møder nu modstand – ikke mindst fra Enhedslistens Leila Stockmarr, som kalder det for det hidtil mest alvorlige i hele sagen. Hun understreger, at ministeren faktisk omtaler de pågældende energiparker i redegørelsen, men uden at nævne, at planerne er væltet omkuld.
“Han berører det, det handler om, uden at sige, at det er voldsomt udfordret. Jeg synes, det er det mest alvorligt spor i den her sag indtil nu,” siger hun til Politiken.
Det er netop dét fravalg, der nu vækker vrede – og truer med at få konsekvenser.
Flere partier – herunder SF og De Konservative – har allerede antydet, at de er klar til at trække stikket på ministeren, og onsdagens samråd kan meget vel blive sidste akt i Aagaards ministerliv.
Først da presset steg, indrømmede han, at oplysningerne var kendt, men ikke delt – og forsøgte at forklare det med en fejl fra ministeriets side.
“Jeg vil gerne gentage min undskyldning til ordførerne for, at de ikke fik den specifikke information om Energinets replanlægning i forbindelse med forhandlingsforløbet. Det skulle ordførerne have haft, og det har hele tiden været mit ønske. Det skete ikke. Det er en fejl fra ministeriets side, som jeg som ansvarlig minister både beklager og undskylder,” lyder det fra Aagaard i en skriftlig udtalelse.
Det er først nu, et godt stykke nede i forløbet, at man for alvor forstår, hvor meget der har været på spil. Energinet stod ellers klar med en pressemeddelelse, der forklarede, at 98 af 174 planlagte energiprojekter er forsinket. Og at budgettet var eksploderet med 3,6 milliarder kroner.
Men den pressemeddelelse blev stoppet. Hvorfor den blev det – og af hvem – er stadig et spørgsmål uden svar.
Det kom mandag frem, at sagen havde været drøftet internt i regeringen. Hvilket kun har forstærket mistanken om, at informationerne blev tilbageholdt bevidst under de afgørende forhandlinger om udbygningen af elnettet.