Mette Frederiksen lukkede dem under Corona-pandemien: Nu åbner minkfarmene op igen

Kasper Rud

1 dag siden

|

05/01/2025
Indland
Genrefoto: Vital Hil/Shutterstock
Genrefoto: Vital Hil/Shutterstock
Med små skridt åbner de op igen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Fire år efter den kontroversielle beslutning om at aflive alle mink i Danmark begynder erhvervet så småt at rejse sig fra asken.

Lige nu er der etableret 15 minkbesætninger på seks farme i Vestjylland og Nordjylland, og flere er på vej.

Ifølge Louise Simonsen, formand for foreningen Danske Mink, er interessen for at genoptage minkavl markant:

"Vi får opkald hver uge og også mere end ét. Og så har vi en stående liste på 25, der ønsker sig en minkfarm."

Hun peger på, at de stigende skindpriser og et begrænset udbud af minkskind skaber grobund for en økonomisk bæredygtig branche. Alligevel står genopbygningen over for betydelige udfordringer.

Det skriver DR.

Manglen på farme bremser væksten


En af de største barrierer for vækst er, at mange tidligere minkavlere har modtaget statslig erstatning for deres nedlukkede produktion. Erstatningen, som dækker op til ni års driftstab, går tabt, hvis en minkavler vælger at genoptage produktionen eller sælger sin farm.

Louise Simonsen forudser dog, at der snart vil ske en bevægelse:

"De her erstatningsprocesser begynder lige så langsomt at gå i gang. Så jeg regner med, at der i løbet af kort tid vil komme en form for ketchup-effekt, hvor der vil være mulighed for at købe nogle af de farme, som enten får en meget lille erstatning eller ingen."

En mindre, men specialiseret branche


Seniorrådgiver Henning Otto Hansen fra Københavns Universitet deler optimismen, men understreger, at erhvervet næppe når tidligere tiders storhed.

Forud for lukningen i 2020 talte Danmark omkring 1400 minkfarme med over 15 millioner mink. I dag er antallet blot en brøkdel.

Han peger på, at hele infrastrukturen omkring minkavl – herunder foderforsyning, rådgivning og salgsnetværk – er kollapset. Men der er stadig håb:

"Der er nogle landmænd, der har nogle kompetencer og brænder for at producere minkskind, der meget gerne vil prøve at genstarte hele den branche."

Mens minkerhvervet næppe når tidligere højder, tyder alt på, at Danmark i de kommende år igen vil se minkfarme som en del af det danske landbrugslandskab – denne gang i en mere specialiseret og målrettet form.