Når kongehuset holder fødselsdag, kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse. Især hvis man spørger Aarhus.
I anledning af prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag hev smilets by endnu engang pengepungen op – og den var ikke tom.
Med en fejring til knap 290.000 kroner og en gave i form af et specialdesignet armbånd til 10.000 kroner, leverede Jyllands hovedstad royalt niveau med manér.
Armbåndet, fremstillet i 14 karat guld af smykkedesigner Trine Wilkens, var skabt til lejligheden og skulle symbolisere spændingsfeltet mellem tradition og moderne stil.
Men når prinsessen tirsdag fejres igen – denne gang i København – bliver det uden gave fra hovedstadens borgmesterkontor.
"Københavns Kommune giver ikke en gave til prinsesse Isabella på hendes 18-års fødselsdag, men vi flager på dagen d. 21. april," lyder det i en mail fra Økonomiforvaltningen til Ekstra Bladet.
I stedet for glitter og gaver bliver det kulturelle toner, der sætter rammen for markeringen i København. Over 1.000 unge fra hele landet har nemlig sikret sig billetter til en særlig fødselsdagsforestilling på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.
Aftenens program er sat sammen af klassiske og moderne indslag, og hele den kongelige familie har meldt deres ankomst.
Aarhus har dog længe haft en tradition for at gå all-in, når det kommer til Isabella. Ved hendes dåb i 2007 overrakte kommunen hende et specialbygget legeslot – en miniatureudgave af Marselisborg Slot – til en værdi af 165.000 kroner. Konstruktionen vejede over et halvt ton og blev i sin tid fragtet til Fredensborg med kran.
København derimod har altså valgt en mere afdæmpet tilgang i år. Der bliver hejst flag, javist, men gavebordet står tomt. Og det kan man vel kalde en by med begge ben på jorden – eller i hvert fald med lommerne i ro.