Hvis du troede, at Tinkas eventyr kun hørte julen til, kan du godt tro om igen.
Den populære julemusical "Tinkas juleeventyr" vender tilbage i 2025, denne gang som landsdækkende turné.
Det skriver Avisen Danmark.
Så pak ikke de karakteristiske Tinka-huer for langt væk – de får brug for luft igen næste vinter.
Musicalen, der er baseret på TV 2's elskede julekalender fra 2017, har været en bragende succes i Glassalen i Tivoli denne jul. Hver aften har børn og voksne fyldt salen, mange iklædt deres egne Tinka-huer, hvilket har givet forestillingen en ekstra magisk stemning.
"Det har været fantastisk at opleve modtagelsen af Tinkas juleeventyr," udtaler executive producent Thomas Langkjær.
"Hver aften er drenge og piger troppet op i deres egne Tinka-huer. Det har været en fornøjelse at se begejstringen hos dem, når de bliver suget ind i eventyret på en måde, som kun teaterrammerne tillader."
Forestillingen genfortæller historien om nissen Tinka, der opdager, at hun er halvt menneske – en afsløring, der vender op og ned på hendes verden og tvinger hende til at finde sin plads i både nisse- og menneskeverdenen.
På turné gennem hele Danmark
Fra 19. november til 21. december 2025 får musicalen nyt liv, når den ruller ud i Esbjerg, Holstebro, Aarhus, Aalborg og Odense. Turnéen markerer en ny mulighed for fans i hele landet til at opleve Tinkas magiske verden på nært hold.
Trine Marie Wisborg fortsætter i rollen som Tinka, som hun overtog fra Josephine Højbjerg, der spillede den ikoniske figur i TV 2-trilogien. Om det øvrige cast, der blandt andet tæller stjerner som Birthe Kjær, Johannes Nymark og Szhirley, vil vende tilbage til turnéen, er endnu uvist.
Her er spilleplanen for Tinka-musicalen:
Esbjerg Musikhuset Esbjerg
19.-23. november 2025
Holstebro Musikteatret Holstebro
26.-30. november 2025
Aarhus Musikhuset Aarhus
3.-7. december 2025
Aalborg Aalborg Kongres & Kultur Center
10.-14. december 2025
Odense Odeon
17.-21. december 2025