Gaderne lå øde, himlen blev klarere, og hverdagen blev sat på pause.
Fra kreative løsninger til glemt potentiale
Vi opdagede nye måder at leve på – langsommere, mere nærværende, måske endda lidt mere menneskelige. Men fem år efter Covid-pandemiens højdepunkt virker det, som om vi har travlt med at glemme det hele.
Skribenten Lauren James har set tilbage på tiden under pandemien som et sløret minde. Hun var en af de heldige, der ikke mistede nogen – hendes lockdown bestod mest af solskin i haven, Zoom-opkald og lange dage med stilhed og venten.
Men det var også en tid med refleksion og en spirende erkendelse af, at samfundet kunne organiseres anderledes.
Især kunst- og kulturlivet blev tvunget til at gentænke alt. Da scenelyset blev slukket og publikum forsvandt, begyndte nogle at tænke nyt: digitale forestillinger, livestreaming og alternative måder at engagere publikum på.
James fortæller, hvordan hendes bureau hjalp flere teatre med at sælge adgang til digitalt indhold – alt fra forestillinger til bag-om-materiale.
Men i dag er interessen væk. Ingen efterspørger det længere, selvom idéen fungerer uanset pandemi. Også de kreative udendørsløsninger, der blomstrede op i tiden efter nedlukningerne, er nu forsvundet. Hvorfor bruger vi ikke længere de rum?
Et glimt af noget bedre
For en stund handlede det hele om hensyn.
Om at blive hjemme, når man var syg. Bære mundbind. Spritte hænder.
Alt sammen for at beskytte hinanden, og især dem, der er særligt sårbare.
James savner de små tegn på omtanke og undrer sig over, hvorfor det ikke blev en del af normalen:
"Jeg bebrejder ikke nogen, at de vil glemme," skriver hun. "Men måske burde vi i det mindste huske, hvad vi så kunne være – midt i det mørkeste mørke."
For en kort stund tænkte vi anderledes. Vi var mere til stede. Vi tog mere hensyn. Måske er det på tide at tage de tanker frem igen.
