I takt med at priserne på fødevarer er steget, er interessen og salget af økologiske fødevarer, herunder kød, faldet.
Det viser en opgørelse for detailsalget i 2022 fra Danmarks Statistik tirsdag.
Det er især økologisk kød, som der er solgt noget mindre af. Kødpriserne er da også gået i vejret i takt med den stigende inflation.
Målt i mængder faldt salget af økologisk svinekød, kyllingekød og oksekød med henholdsvis 26, 27 og 20 procent, skriver Ritzau.
De store fald er dog ikke noget, som overrasker Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank.
- Tidligere undersøgelser viser, at pris er det vigtigste parameter, når forbrugerne handler, mens sådan noget som økologi først kommer længere ned på listen. Og særligt sådan noget som kød steg sidste år i pris, så når forbrugerne skal finde sparekniven frem, vil det nok være med sådan nogle produkter, man går på kompromis, lyder det fra Brian Friis Helmer.
Det samlede salg er økologiske fødevarer faldt sidste år med tre procent, hvis man sammenligner med 2021.
Dermed er det altså tydeligt, at det især var økologisk kød, som danskerne skar ned på.
I 2023 forventer Brian Friis Helmer, at salget fortsat vil være lidt lavere end “normalen” før inflationen steg markant.
Der er dog håb at spore. I 2024 ventes salget af økologiske fødevarer nemlig at stige igen.