Genialt! Her er underbukserne til manden, der har vilde børn

NilsW

317 uger siden

|

24/10/2018
Viralt
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Hvis du som far har sat op til flere vildbasser i verden og nu må bøde i fysisk forstand, så findes der nu en kærkommen opfindelse.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En spids barnefinger i øjet, et lille tandsæt i armen samt en kæberasler fra et par små og uregerlige fødder er hverdag for mange hårdtprøvede fædre.

For selvom det på papiret er ganske almindelige børn, man har til at bo under sit tag, så føles det nogen gange som at dele hjem med et helt rugbyhold, der kun er ude på at splitte hele huset ad.

Som en forsamling lopper vendt i kløpulver farer ungerne rundt som vilde, og kommer man for tæt på, kan det hurtigt kaste en uheldig forældre-skade af sig, når ens børn klatrer og mosler rundt på én.

Værst for de fleste fædre er dog en fod eller et hårdt barneknæ i det allerhelligste, og netop frygten for at blive ramt lige i skridtet, har nu fået en amerikansk virksomhed til at udvikle et genialt produkt. Det skriver New York Post.

Foto: FridaBaby

Det er firmaet FridaBaby, der står bag opfindelsen FridaBalls - et par underbukser, der beskrives som ‘børnesikre underbukser for voksne'.

De skelsættende underdrenge koster 28 dollar (cirka 182 kroner, red.) og for den pris får man et par grå boksershorts med en stødsikker skridtbeskytter, som er indbygget i de ellers neutrale underbukser.

Den smarte penis-rustning er skabt til at tage imod slag og spark, så man som far ikke krøller sammen i smerte, når ens datter har svunget et plastiksvær i lønposen på en, eller junior kommer bragende ind i dig med hovedet i skridthøjde.

På pakken, som de beskyttende boksershorts kommer i, ser man da også en animeret far afbilledet med sit barn i bæresele, mens en lavthængende babyfod bliver dirigeret lige ind i klokkeværket på den stakkels mand.

Foto: FridaBaby

Der sidder sikkert mange fædre derud, der tænker, at dette produkt er ligeså unødvendigt som en paraply med huller, men for de fædre, der har sat op til flere vilde og fysisk udfordrende børn i verden, er det særprægede stykke undertøj formentlig, hvad de lige har gået og manglet.