Men hvis du håber på en opskrift til et langt liv, bliver du skuffet, siger forsker.
Det handler ikke om postnummeret
Det lyder næsten for godt til at være sandt.
Flyt til Langeland, Samsø eller Hørsholm og lev længere.
I hvert fald hvis man kigger på statistikken.
Her bor nemlig flest danskere, som er blevet over 100 år, når man ser på tal pr. 100.000 indbyggere.
Men det er ikke dér, nøglen til et langt liv findes, forklarer professor Kaare Christensen fra Dansk Center for Aldersforskning på Syddansk Universitet:
– "Hvis der nu var en opskrift på, hvordan man kom til at blive 100 år med et godt helbred, så var den nok kendt," siger han til DR.
Selvom man fristes til at tro, at man kan leve længere ved at flytte til de rette kommuner, viser forskningen noget andet.
Flere af de kommuner med flest 100-årige har blot en ældre befolkning.
Blandt andet fordi ældre sjældent flytter.
I virkeligheden er det langt mere komplekst.
Det handler om genetiske forhold, sociale vilkår og det tidspunkt, man er født på.
Og så er der et markant kønsmæssigt skel.
Ud af de 1.250 danskere, der i dag er over 100 år, er hele 1.066 kvinder.
Godt helbred og lidt held
Christensen mener, at der er flere årsager til, at flere danskere i dag når den høje alder.
Bedre livsvilkår, lavere børnedødelighed og medicinske fremskridt har haft enorm betydning.
Og kurven vil formentlig fortsætte.
I 2040’erne ventes antallet af 100-årige danskere at vokse yderligere.
Men at blive 100 år handler ikke bare om gode vaner.
Det kræver, at man har nogle gode kort på hånden, og at man spiller dem klogt.
Kosten, søvnen, de sociale relationer og evnen til at undgå skadelige stoffer som tobak og alkohol er stadig centrale faktorer:
"Der er ikke én måde at gøre det på. Man skal have nogle gode kort på hånden, spille dem godt, og så skal man formentlig også have en god portion held," lyder det fra professoren.