Sikkerhedsbøjlen virkede ikke: 12-årig dreng faldt ud af forlystelse

Henrik Rothenbücher

268 uger siden

|

29/10/2019
Udland
Foto: BPM Media
Foto: BPM Media
En 12-årig dreng kommer ikke til at gå de næste otte uger, som følge af en tragisk ulykke i en forlystelsespark.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er ikke altid lige let at have fuld tillid til forlystelsesparker eller et tivoli, eftersom der løbende kommer skrækhistorier med forlystelser der er gået i stykker, og som har kostet mennesker livet.

Indenfor de seneste måneder er to næsten identiske forlystelse knækket midt over i luften, og det resulterede i, at flere mennesker omkom, mens yderligere blev sendt på hospitalet med kvæstelser.

Tilliden er dog mindst til de tivolier, der bliver stillet op og pakket ned i løbet af en weekend, og tilliden vokser formentlig ikke, når du har læst denne artikel.

En 12-årig dreng var nemlig heldig med at slippe med livet i behold, da han faldt ud af en forlystelse i et omrejsende tivoli i London forleden.

12-årige Theo Shaw blev hastet til hospitalet med to brækkede ben, og et åbent sår i hovedet, da han faldt ud af forlystelsen kaldet ‘Extreme’ som var sat op i Brockwell Park i London.

Ulykken skete tirsdag klokken 18.00 lokal tid, men det omrejsende tivoli er fortsat åbent, og det er Theos mor langt fra tilfreds med.

“Jeg forstår, at uheld kan ske, men børn burde have mulighed for at prøve forlystelser uden at komme til skade. Jeg kan slet ikke forstå, at den stadig er åben. De burde have lukket det hele ned,” fortæller Aileen O’Brien ifølge det britiske medie Metro.

Skreg på at få den stoppet

Theo prøvede forlystelsen med sin ven, og vennen har fortalt til medierne, at den sikkerhedsbøjle, der skal sørge for, at gæsterne i forlystelsen er spændt ordentligt fast, ikke kom ordentligt ned.

Theos ven forsøgte derfor at holde fast på Theo, da forlystelsen var gået i gang, mens de råbte og skreg på, at de ansatte skulle stoppe forlystelsen.

De ansatte havde dog ingen ide om, hvad der var i færd med at ske, før Theo pludselig fløj ud af forlystelsen.

En talsmand fra Lambeth byråd fortæller til mediet The Sun, at forlystelsen ‘Extreme’ er blevet lukket, og en efterforskning vil blive sat i gang, så de kan finde ud af, hvordan det kunne gå galt.

Theos mor fortæller til mediet, at hendes søn skal opereres i dag, og at han ikke kommer til at gå de næste otte uger.