En populær router, der forbinder over 200 millioner amerikanere til internettet, kan snart ende på den sorte liste i USA.
Den kinesiskproducerede TP-Link-router, som også sælges flittigt i danske butikker som Elgiganten og Føtex, er havnet i søgelyset som en mulig trussel mod national sikkerhed.
Hackere og vestlige mål
Ifølge The Wall Street Journal er årsagen en analyse fra Microsoft, der afslører, at en kinesisk hackergruppe har udnyttet tusindvis af TP-Link-routere til at orkestrere cyberangreb.
De målrettede angreb har ramt alt fra tænketanke til leverandører til det amerikanske forsvarsministerium.
Resultatet? Panik blandt politikere og en ophedet debat om et muligt totalforbud mod routeren.
Fra Bestseller til bekymring
TP-Link-routere er et velkendt syn i både private hjem og små virksomheder over hele USA, og på Amazon topper de ofte salgslisten.
Men bag succesen lurer mistanken om, at routerne kan fungere som bagdør for kinesiske hackere.
Det har fået USA's handelsministerium til at tage sagen op, og et potentielt forbud diskuteres nu blandt politikere.
Kinesisk producent svarer igen
En talskvinde for TP-Link i USA tager dog kritikken alvorligt. Hun forsikrer, at virksomheden arbejder aktivt på at styrke sikkerheden og gerne vil samarbejde med den amerikanske regering.
– "Vi er åbne for enhver mulighed for at snakke med den amerikanske stat for at demonstrere, at vores sikkerhedspraksis er fuldstændig på linje med branchens standarder, og for at demonstrere vores fortsatte engagement i det amerikanske marked, amerikanske forbrugere og adressering af amerikanske nationale sikkerhedsrisici," udtaler hun til The Wall Street Journal.
I Danmark er TP-Link-routere også en del af hverdagen og findes på hylderne i flere butikker. Men trods bekymringerne i USA har der endnu ikke været lignende diskussioner herhjemme.