Her lukkes butikker og skoler i ny nedlukning

Nicolai Busekist

210 uger siden

|

13/12/2020
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Smittespredningen er fortsat stigende, hvilket har fået konsekvenser i form af nye tiltag og nedlukninger flere steder i Tyskland.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tyskland forventes at lukke en lang række butikker og skoler spredt over hele landet fra onsdag 16. december og frem til 10. januar. Desuden opfordres alle arbejdsgivere til at lade de ansatte, der kan, arbejde hjemmefra.

Det viser et udkast til en ny nedlukning, der er udarbejdet af den tyske regering. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. 

Søndag skal forbundskansler Angela Merkel mødes med ministerpræsidenter for landets 16 delstater. Ved dette møde skal de diskutere en anden hård nedlukning for hele landet. 

Til trods for, at det endnu ikke er blevet diskuteret, er der dog flere delstater, der allerede har valgt at lukke ned flere stedet. Det skyldes, at de oplever store stigninger i smitten. 

I den tyske delstat Badem-Württemberg planlægges det, at beboerne fra næste uge skal være underlagt et natligt udgangsforbud samt generel begrænsning i forhold til udgang fra hjemmet. 

Dette indebærer blandt andet, at borgerne kun må forlade deres hjem, hvis de har et anerkendelsesværdigt formål. Det vil derfor stadig være tilladt at gå på arbejde eller handle ind i supermarkedet. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa. 

Også i delstaten Sachsen har de valgt at indføre nye tiltag og restriktioner. Sachsen er den delstat, der har den højeste smitte i landet i øjeblikket, hvorfor de har besluttet at lade skoler, daginstitutioner og mange forretninger lukke fra mandag og frem til 10. januar. 

Ligeledes planlægges det også, at alle beboere i Sachsen skal underlægges et udgangsforbud mellem klokken 22 og 06. 

Thüringen er en anden delstat, der også er ramt af høj smitte. Her har delstatens ministerpræsident valgt at lukke alle butikker fra mandag, hvorfor det fra mandag kun er dagligvarebutikker, der er åbent.

I den seneste uge har Tyskland haft mere end 20.000 smittetilfælde hver dag. Fredag satte de rekord, hvor tallet lød på hele 29.875 nye smittetilfælde på et enkelt døgn.