Farlig madlavning: Nudelret slår familie ihjel

Julie Møller

217 uger siden

|

21/10/2020
Udland
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Ni familiemedlemmer er døde efter at have spist nudler.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ni familiemedlemmer er døde efter at have spist en hjemmelavet nudelret, der indeholdt fermenteret majsmel, som var blevet frosset ned i et år. Det skriver Ladbible.

Familien fra byen Jixi i det nordøstlige Kinas Heilongjiang-provins havde spist en populær lokal delikatesse kaldet Suantangzi - en type tyk nudelsuppe, da de mødtes den 5. oktober. Ifølge lokale myndigheder nægtede tre yngre familiemedlemmer at spise retten på grund af dens mærkelige smag. De ni personer, der spiste nudlerne, blev få timer senere syge, og den 11. oktober var otte døde. Samme dage blev et af de kvindelige familiemedlemmer behandlet på et hospital, men døde dagen efter.

Lokale myndigheder har forklaret, at forgiftningen skyldtes, at nudelretten havde været frosset ned så længe. Efter de 12 måneder på frys blev en høj koncentration af Bongkrek syre påvist i retten, som var skyld i dødsfaldene, oplyser Ladbible. 

Der er ingen modgift

Gao Fei, direktør for fødevaresikkerhed ved Heilongjiang Center for sygdomsbekæmpelse og forebyggelse har efterfølgende forklaret, at syren kan have alvorlige konsekvenser at indtage.

”Det kan forårsage alvorlig skade på menneskelige organer, herunder lever, nyrer, hjerte og hjerne,” oplyser Gao Fei og tilføjer:

"I øjeblikket er der ingen specifik modgift. Når man først er forgiftet, kan dødeligheden være helt op til mellem 40 procent og 100 procent."

I Kina og Indonesien har bongkrek-syre været involveret i udbrud, hvor fødevarer har båret smitten rundt. Her har der været tale om kokos- og majsbaserede fødevarer, og selv med grundig tilberedning kan syren ikke fjernes. På nuværende tidspunkt er der ikke nogen medicin til at behandle forgiftningen. Derfor råder myndighederne til, at man ikke bruger gennemblødt eller muggent majs i madlavningen samt ikke at anvende fermenteret korn. 

Symptomerne på forgiftning begynder typisk inden for få timer efter at have spist den forurenede mad, og det er typisk mavesmerter, svedeture, generel ubehag og til sidst koma, der forekommer. Døden kan derefter forekomme inden for en tidsramme så kort som 24 timer, oplyses der om den farlige syre.