Behandling af høretab kan spille en afgørende rolle i at forsinke udviklingen af demens blandt ældre, ifølge en ny amerikansk undersøgelse.
Forskere fra Johns Hopkins University har fulgt knap 3.000 ældre voksne over en otteårig periode og har nu konkluderet, at næsten en tredjedel af alle demenstilfælde rammer dem med diagnosticeret høretab.
Det skriver Daily Mail.
Forskernes resultater, som er offentliggjort i tidsskriftet JAMA Otolaryngology, viser, at selv mildt høretab kan øge risikoen for demens.
Forskerne fandt en demensforekomst på 16,2 procent hos personer med mildt høretab og 16,6 procent hos dem med moderat til alvorligt høretab. Derudover har de kunnet konstatere, at risikoen var lidt højere hos kvinder, hvor risikoen hedder 30,8 procent, mens den hos mændene hedder 24 procent.
Størstedelen af tilfældene opstod hos personer over 75 år.
Eksperterne bag studiet opfordrer nu sundhedsmyndigheder til at prioritere høretest for ældre og understreger potentialet i folkesundhed, der målretter høretab som en måde at forebygge demens på.
Som led i en større strategi for at reducere demensrisiko har eksperter fremsat anbefalinger såsom bedre adgang til høreapparater, reduktion af skadelig støjeksponering og tidlig behandling af forhøjet kolesterol hos personer over 40 år.
Demens, og især Alzheimers sygdom, rammer millioner globalt, mens der i Danmark lever 96.000 mennesker med en demenssygdom, hvoraf cirka 50.000 har Alzheimers sygdom.