Fanget i Israel indtil år 9999 på grund af ukendt lokal lov

Mathias Madsen

155 uger siden

|

29/12/2021
Udland
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
En australsk mand er kommet i problemer, efter at han er blevet idømt, at han ikke må forlade Israel før år 9999, eller når han har betalt cirka 20 millioner kroner til sin ekskone.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En australsk mand, ved navn Noam Huppert, har været fanget i Israel siden 2013, da han blev idømt en betinget fængselsstraf på 8000 år, som blot betyder, at han ikke må forlade landet i den periode. Det skriver Ladbible.

 Ifølge The Guardian har manden dog fået 'rabat', da det højest mulige tal i systemet var år 9999, og straffen blev derfor 'reduceret' til 7986 år.

Det hele begyndte da Huppert flyttede til Israel i 2012, fordi han gerne ville være tættere på sine to børn, dengang på henholdsvis tre måneder og fem år. 

Huppert var nemlig blevet skilt fra sin israeliske kone, som var flyttet til Israel med børnene i 2011, og han flyttede nu med for at blive en større del af deres liv.

Hvad Huppert ikke vidste var dog, at der er en israelsk lov, som siger, at manden skal betale alle børnepengene til moren med det samme, hvis han vil forlade landet.

Hupperts ekskone hev ham derfor i retten, da han ville rejse væk, og han blev dømt til at skulle betale cirka $3,34 millioner (cirka 22 millioner kroner) til sin ekskone. Det fortalte han til news.com.au.

Hvis han nægtede eller ikke havde mulighed for at betale, ville han blive idømt 'fængsel' i form af, at han ikke måtte forlade landets grænser, heller ikke i forbindelse med arbejde eller ferie, og det er altså først i år 9999, at han igen må rejse frit.

Huppert advarer nu andre australske mænd om, at de kan risikere samme straf, hvis de er gift med israeliske kvinder og flytter til Israel. 

I 2019 udkom der en dokumentar, No Exit Order, som blev lavet af instruktøren, Sorin Luca, og journalisten, Marianne Azizi, som lavede dokumentaren for at sætte fokus på problemet, og fordi Azizis egen mand selv blev fanget i Israel på lignende vis, da han skulle besøge sine børn. 

Azizi udtaler, at hun tror, at der er "flere hundrede" australiere i Israel, som bøvler med lignende problemer, og hendes dokumentar anklager Israel for at have en "radikal feministisk agenda", som kun er sat i værk for at beskytte mødre og retsforfølge fædre. 

"'No Exit Order' [navnet på loven] er praktisk talt ukendt i den vestlige verden. Det er et rejseforbud, som forhindrer folk i at forlade landet," står der på dokumentarens hjemmeside.

"Fædre i skilsmisse står overfor at blive nægtet at rejse, medmindre de kan stille børnebidrag i depositum, nogle gange børnebidrag svarende til resten af barnets levetid," står der yderligere. 

Ifølge dokumentaren har loven resulteret i, at mænd ikke tør eller har råd til at blive skilt, og at de derfor forbliver i ulykkelige ægteskaber.