Det ses ofte, at når hunde hilser på hinanden, så snuser de hinandens bagdel.
Og når det kommer til mennesker, så ser det ud til, at der er noget om snakken.
For den 31-årige cykelrytter Frederik Frison har måttet melde fra til den belgiske forårsklassiker Omloop Het Nieuwsblad, som følge af en mildest talt bizar penisskade.
Skaden? Ja, den fik han såmænd på grund af en hund, som kom lidt for tæt på hans ædlere dele.
"Jeg skulle besøge nogle bekendte om eftermiddagen, da skaden skete. Da jeg kom ind ad døren, blev jeg pludselig angrebet af familiens hund, en weimaraner, med pinlige konsekvenser."
"Hunden bed mig i mine ædlere dele. Uden at gå i detaljer så er skaden ret omfattende," siger Frison til Nieuwsblad, ifølge Ekstra Bladet.
Hunden klemte faktisk så hårdt om hans ædlere dele, at han måtte en tur på hospitalet for at få behandling for sin skade.
Ikke nok med et bid i sine ædlere dele, så blev han videre bidt i sin ene hånd, da han ville skubbe den væk.
"Hånden er syet to steder. Jeg ville forsvare mig selv, og jeg forsøgte at skubbe hunden væk," afslutter Frederik Frison.
Omloop Het Nieuwsblad blev vundet af Jan Tratnik, da Kasper Asgreen fik sine forhåbninger om en sejr ødelagt af et styrt.
Danskeren var dog ikke mere medtaget, end at han stiller til start i søndagens udgave af Kuurne-Brussel-Kuurne.