Fra afstand ligner det et hvilket som helst træ i det sydlige Afrika. Solidt, stolt og højt, som tropetræer ofte er. Men skærer man i stammen, sker der noget, som har fået både lokalbefolkning, turister og alternative behandlere til at kigge en ekstra gang. Ud siver en mørkerød væske, så tæt på blod i farve og konsistens, at det næsten er foruroligende.
Navnet "Bloodwood" er ikke givet for sjov. Det latinske navn er "Pterocarpus angolensis," men de fleste kender det enten som vilde teak eller ganske enkelt træet, der "bløder".
Det er især saften, der vækker opsigt uden for Afrika. Den mørkerøde substans, som pibler frem, når træet beskadiges, har givet anledning til myter og spekulationer. Især inden for alternativ medicin, hvor nogle ser stoffet som et potentielt mirakelmiddel mod blodsygdomme. Videnskabelig dokumentation er der dog ikke meget af – fascinationen er primært visuel og symbolsk.
Forklaringen bag det dramatiske udseende er mindre mystisk og mere kemisk. Det blodlignende udtræk er ikke blod, men en tanninrig plantesaft. De fleste planter indeholder mellem 12 og 20 procent tanniner, som er naturlige, bitre stoffer med astringerende effekt. Pterocarpus angolensis topper skalaen med hele 77 procent tannin i sin saft, og det er netop de stoffer, der giver væsken dens karakteristiske farve og beskytter træet mod dyr.
For mens saften kan vække nysgerrighed hos mennesker, har den nærmest den modsatte effekt på dyrelivet. Smagen alene får mange til at spytte ud, og de, der alligevel forsøger at spise træets dele, får ikke meget ud af det. Tanniner binder sig til næringsstoffer som proteiner, og det forhindrer en effektiv fordøjelse. En kemisk advarsel pakket ind som visuel teaterforestilling.
Men træet er ikke kun kendt for sin saft. Selve træværket fra bloodwood er eftertragtet og bruges blandt andet til møbler, skulpturer og musikinstrumenter. Materialet er både smukt og holdbart – og så dufter det svagt krydret, hvilket kun bidrager til dets popularitet. Dertil kommer, at det er naturligt resistent over for termitter og endda har en vis modstandsdygtighed over for ild, hvilket gør det til et oplagt valg, når man ønsker at plante brandbælter omkring sårbare bygninger.
Selv saften finder praktisk anvendelse ud over det alternative. Den bruges som farvestof, og nogle blander den med animalsk fedt for at fremstille kosmetiske produkter. Funktion og folklore går hånd i hånd, som det ofte ses i områder, hvor naturens ressourcer har været udnyttet i århundreder.
Pterocarpus angolensis er måske bare et træ blandt mange i det tropiske Afrika. Men når man ser en afskåret gren bløde rødt ned ad barken, er det svært ikke at standse op og stirre.
