Coolshop-medejer Jacob Risgaard trak i aftenens udgave af Løvens Hule den helt store pung op af lommen. Således kunne Brian Fabricius og John Olesen gå hjem med 2,5 millioner kroner mod til gengæld at aflevere en bestyrelsespost og 25 procent af Hotel Viking Aqua Spa & Wellness.
Det skriver Hotel Viking i en pressemeddelelse.
Hotellet blev oprindeligt bygget af en nordmand i 1961 og havde dengang to restauranter og blot 21 værelser. Siden har hotellet levet en omtumlet tilværelse og er ifølge de nuværende ejere drevet ind og ud af betalingsstandsninger, nye ejere og konkurser mindst 14 gange. Siden 1982 har hotellet dog været ejet af Brian Fabricius’ familie, og han overtog selv virksomheden i 2015.
Her ses Direktør Brian Fabricius (t.v.), Jacob Risgaard og salgs- og marketingchef John Guldhammer Olesen skal fremover i fællesskab sikre, at Hotel Viking bliver en endnu større succes, end det i forvejen er. Foto: PR.
I dag har hotellet, der er beliggende i Sæby i Nordjylland, 100 værelser, Danmarks 3.-største spa og et anerkendt brasserie. Da Brian Fabricius overtog driften, lå omsætningen på 12 millioner kroner, men i 2020 snappede omsætningen godt 29 millioner kroner i halen.
Investering med hjertet
Jacob Risgaard er selv fra Sæby og bor otte minutter fra hotellet. Da han var dreng og boede på børnehjem, gik han ofte forbi og trykkede næsen mod ruderne, og derfor har investeringen en helt særlig plads i hans hjerte.
“Selvfølgelig går jeg med, fordi jeg tror på, at det kan blive en endnu bedre forretning, end det allerede er. Men det er også en investering med hjertet, for det er en arbejdsplads i Sæby, hvor mere end 70 medarbejdere er beskæftiget i højsæsonen. Det skal vi værne om, og jeg er helt sikker på, at Coolshops mange gæster, og hotellets mange besøgende fra Norge og Sverige kan være med til at cementere positionen som et af Danmarks bedste luksus- og spahoteller,” siger Jacob Risgaard, der er en af de fem løver i det populære DR-program.