Der var mere end en million danskere, der så med - enten via flow tv eller streaming - da TV 2-hittet Oxen rullede over skærmen i 2023.
Serien, der bygger på bogserien af samme navn fra forfatteren Jens Henrik Jensens hånd, blev med et en fanfavorit blandt TV 2's ellers brede vifte af serier.
Derfor var det ikke som sådan overraskende, at man efter sidste afsnit rullede over skærmen, allerede krævede en sæson to.
Meget tyder på, at svaret står at læse i den dagsorden, der hører til økonomiudvalgsmødet i Frederikshavn Kommune på onsdag.
Her søger SF Studios nemlig om 500.000 kroner i tilskud til tv-serien Oxen sæson 2.
Produktionsselskabet oplyser, at man forventer at optagelserne begynder i efteråret i år - og at man vil optage i 18-20 dage i Nordjylland, hvoraf langt størstedelen vil være i Frederikshavn Kommune.
Det fremgår videre af den dagsorden, som Nordjyske har set, at hele holdet vil have base i Frederikshavn, mens man filmer.
Seriens budget er på 66,8 mio. kr., hvoraf en stor del af investorerne fra første sæson er med igen.
SF Studios søger blandt andet penge fra Frederikshavn Kommune med henvisning til, at den markedsføringsmæssige værdi overstiger den halve million, man sætter næsen op efter - men selskabet skal nok ikke sælge skindet, før Oxen er skudt.
Forvaltningen indstiller nemlig til politikerne, at de ikke yder tilskud med henvisning til Frederikshavn Kommunes økonomiske situation.
Oxen sæson 1 blev den mest sete Tv-serie i 2023 på alle kanaler med et gennemsnitligt seertal pr. afsnit på 1,3 mio. mennesker i Danmark.
Serien har haft præmiere i en række lande, herunder Tyskland med 2,5 mio. seer ved første afsnit, Sverige med rating på 784.000 seer pr. afsnit i gennemsnit og i Norge med 434.000 seer ved første afsnit.