Lightsodavand kan give ubehagelige smerter et bestemt sted

Kristine Bugbee

|

27/06/2015
Sodavand med sødemiddel har efterhånden et noget blakket ry.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er muligt, at lightsodavand ikke sætter sig på sidebenene, men til gengæld mistænkes de populære læskedrikke nu for at være skyld i kraftige smerter i blæren. Det skriver Søndagsavisen.

- Fænomenet har vist sig mange steder. Personer, som drikker store mængder lightsodavand, klager over smerter. Når de holder op med at drikke de sukkerfrie sodavand, forsvinder deres smerter igen, forklarer Steen Walter, professor og dr.med. på urologisk afdeling på Odense Universitetshospital.

Det er sødemidlet aspartam, som findes i langt de fleste typer lightsodavand, der mistænkes for at være skyld i smerterne, der ofte føles som en blærebetændelse, men der kan ikke påvises bakterier ved undersøgelse.

Ifølge Steen Walter påvirker sødemidlet aspartam et tyndt beskyttelseslag på blærens slimhinde, og dermed opstår smerterne.

Han forklarer til Søndagsavisen, at der stadig kun er sparsom viden på området, og forholdet skal stadig videnskabeligt påvises ved flere undersøgelser, men indicierne er overvældende. På urologisk afdeling på Odense Universitetshospital har Steen Walter og hans kollegaer selv ‘kureret’ fem kvinder for blæresmerter ved at bede dem om at stoppe deres store indtag af lightsodavand.

Læs også: 6 ting som sker, når du stopper med at drikke sukkerfri sodavand

De havde alle weekendjob på tankstationer, hvor de måtte indtage lige så meget sodavand, som de ville. Kvinderne drak store mængder lightsodavand og klagede over blæresmerter i dagene efter.  Da lægerne bad dem drikke noget andet, forsvandt deres symptomer.

20 engelske læger og sygeplejersker udførte desuden i 2007 et forsøg på sig selv, hvor nogle blev bedt om at drikke vand, andre almindelig sodavand og de resterende lightsodavand. Også her oplevede gruppen, der drak lightsodavand, øget ubehag i blæren og skulle desuden tisse oftere.

Steen Walter siger, at man endnu ikke ved, om der kan være kroniske lidelser forbundet med at drikke lightsodavand. Man ved heller ikke, hvor meget man skal drikke, for at der opstår smerter.

Aspartam har også været mistænkt for at kunne medføre andre lidelser, for eksempel blærekræft, men det har EU’s fødevarepanel EFSA afvist.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: