Er du med på bølgen? Her de nye sundhedstrends i 2025

Laurids Gjelstrup

1 dag siden

|

05/01/2025
Sundhed
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Her de nye sundhedstrends i 2025.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hvert år står sundhed højt på listen, når danskerne gør status over det kommende år. En ny undersøgelse fra Epinion foretaget for Sampension viser, at tre ud af fire danskere har ambitioner om at leve sundere i det nye år.

Fra løbeklubber og meditation til optimering af søvnen er sundhedsbølgen mere relevant end nogensinde.

Liselotte Lyngsø, fremtidsforsker og partner ved Future Navigator, ser en tydelig tendens til, at fællesskabet og individuel sundhed går hånd i hånd.

"Flere voksne bor alene, så vi er nødt til at gøre os mere umage med at få opfyldt vores sociale behov," forklarer hun.

Det har gjort løbeklubber og andre motionsfællesskaber til samlingspunkter, hvor motion og socialt samvær smelter sammen. For mange bliver fællesskabet en lige så vigtig motivationsfaktor som selve motionen.

Samtidig er den individuelle sundhedsrejse ikke glemt. Tværtimod. Lyngsø peger på, at danskerne i stigende grad ser personlig udvikling og fællesskab som to sider af samme sag og fremhæver, at det handler om at finde en balance, hvor hver enkeltes behov og præferencer respekteres.

Dette er det mest interessante fokusområde

Et af de mest interessante fokusområder for det kommende år er søvnens stigende betydning. Overvågning af søvnkvalitet bliver stadig mere udbredt gennem teknologi som motionsure og søvnmålende fingerringe.

"Søvnen er truet af så meget. Hvis man sover godt, får man helet kroppen," påpeger Lyngsø, der samtidig fremhæver meditation og mindfulness som værktøjer til at finde ro i hverdagen.

Alligevel er der ofte en kløft mellem drømmesundheden og virkeligheden. Undersøgelsen viser, at mange nytårsforsætter om sund livsstil sjældent holder mere end et par måneder.

Ambitionerne er høje, men de små skridt i hverdagen kan være svære at tage, når hverdagens travlhed melder sig.

Sundhed i 2025 handler derfor om at finde en balance, hvor både fællesskabet og den personlige trivsel kan få plads.