Dansk OL-darling overrasker: Stopper karrieren pludseligt

Marcus Dam

4 timer siden

|

12/03/2025
Maiken Fruergaard har i årevis været en af Danmarks stærkeste damedoublespillere, men nu er det slut.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efter EM i april indstiller den 29-årige badmintonspiller sin internationale karriere.

En beslutning, der kommer som en overraskelse for mange.


Manglende gnist bag beslutningen

Fruergaard har mistet lysten til at konkurrere på topniveau og føler ikke længere, at hun kan give sig 100 procent:


"Jeg er klar oppe i hovedet på at prøve noget nyt i livet. Jeg har ikke den samme gnist længere hverken i forhold til træning eller turneringer, og jeg har det sådan, at hvis jeg skal gøre noget, skal jeg gøre det 100 procent," siger hun.

Den rutinerede doublespiller har forsøgt at genfinde motivationen, men erkender, at det ikke er lykkedes. Samtidig har de mange rejser været en stor belastning.


Et vemodigt farvel til international badminton

Beslutningen kommer efter et turbulent år, hvor hun i oktober blev splittet fra sin mangeårige doublemakker Sara Thygesen. 

Duoen nåede kvartfinalen ved OL og var blandt Danmarks mest populære badmintonpar, men Fruergaard har siden kæmpet for at finde tilbage til topformen med en ny makker.

Badminton Danmarks elite- og sportschef Jens Meibom anerkender Fruergaards store bidrag til dansk badminton:

"Vi ved, hvor meget dedikation og indsats det kræver at være elitespiller, og når man ikke længere har motivationen, er det den rigtige beslutning at stoppe," siger han.

Fruergaard planlægger at fortsætte på klubniveau i Danmark, men hendes tid på den internationale scene lakker nu mod enden.