Aarhus vil være vært for EM i fodbold

Marcus Dam

16 timer siden

|

11/03/2025
Nyheder
Foto: katatonia82/Shutterstock
Når europamesterskaberne i kvindefodbold afvikles i 2029, kan det blive med Aarhus som en af værtsbyerne.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Magistraten har netop godkendt, at Aarhus Kommune officielt tilbyder sig som værtsby i Danmarks og Sveriges fælles bud på slutrunden.

Aarhus klar til at tage imod EM

Hvis værtskabet går til Danmark og Sverige, forventes Aarhus at lægge græs til fire landskampe, heriblandt mindst én med dansk deltagelse. 

Derudover er der lagt op til, at en af turneringens kvartfinaler skal spilles i byen. 

Kampene vil finde sted på Aarhus’ kommende fodboldstadion, som bliver en central del af værtskabet.

I en pressemeddelelse sendt på mail udtaler Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, at han ser store perspektiver i at bringe EM til Aarhus:

"Det er en fantastisk mulighed for at få en kæmpe event til Aarhus, så jeg er glad for opbakningen. Med det nye Aarhus Stadion kan vi tilbyde imponerende rammer til både tilskuere og de mange, der ser med hjemme i stuerne. Samtidig håber og forventer jeg, at vi som værtsby kan bidrage til at sparke endnu mere til kvinde- og pigefodbolden herhjemme og få endnu flere piger ind i fodboldklubberne og foreningslivet," siger han.


Folkefest og international opmærksomhed

Værtskabet for EM vil ikke kun bringe topfodbold til byen, men også en folkefest med fanzoner og aktiviteter for både børn og voksne. 

Det forventes, at den internationale opmærksomhed omkring slutrunden vil styrke Aarhus’ branding og tiltrække mange turister.

De deltagende landshold skal vælge deres baser og træningsfaciliteter op til slutrunden, og Aarhus vil stille to træningsanlæg til rådighed.

Hvis Danmark og Sverige lykkes med at sikre EM, bliver 2029 et historisk sportsår for Aarhus. 

Blot få måneder efter slutrunden samler byen også verdenseliten inden for cykelsport, når VM i enkeltstart afvikles i Aarhus.