G7-landene slår fast: Vi har intet imod russerne

Mathias Madsen

143 uger siden

|

24/03/2022
Politik
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Ved et møde i Bruxelles har G7-landene slået fast, at de ikke har nogen klager mod det russiske folk.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I dag har stået i topmødernes tegn, da både NATO-, EU- og G7-landene har mødtes i Bruxelles for at diskutere situationen i Ukraine. 

Her understregede NATO's generalsekretær, Jens Stoltenberg, blandt andet, at der ikke vil blive indsat NATO-tropper i Ukraine. 

Han advarede desuden Kina om at støtte Rusland økonomisk eller militært, og han understregede, at sikkerhedssituationen i Europa er blevet ændret og vil være det i lang tid. 

I forbindelse med møderne holdte Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, også et pressemøde, hvor hun blandt andet slog fast, at Danmark fortsat vil støtte Ukraine ved blandt andet at sende våben til landet. 

Hun udtalte desuden, at hun er sikker på, at Rusland vil tabe krigen. 

Topmøderne førte derudover til, at et stort flertal i FN's generalforsamling stemte for at kritisere Rusland for at have skabt en humanitær krise i Ukraine. 

Generelt var temaet for de mange topmøder, at Vesten fortsat fordømmer og kritiserer Rusland og landets invasion af Ukraine, at Vesten vil fortsætte med at indføre sanktioner mod landet, og at Vesten fortsat vil støtte Ukraine med blandt andet våben og økonomisk støtte. 

Tyskland har således blandt andet ifølge TV2 meldt ud, at de vil sende flere milliarder kroner i støtte til Ukraine og nærområderne for at undgå hungersnød. 

G7-landene slog dog fast, at det ikke er den russiske befolkning, som Vesten har et problem med. 

"Befolkningen i Rusland skal vide, at vi ikke har nogen klager mod dem. Det er præsident Putin og hans regering, der tilsmudser det russiske folks historie," lød det således i en fælles erklæring fra de syv lande og EU. 

AFP skriver, at G7 landene understregede, at det er Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans støtter, der er ansvarlige for krigen i Ukraine og ikke den russiske befolkning, men at sanktionerne mod Rusland uundgåeligt kommer til at ramme den almene russer.