Anklagen kommer blandt andre ifølge DR fra Ukraines ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, som har modtaget billeder fra ukrainske tropper.
Han er bekymret over fundet og har blandt andet udtalt: "Selvfølgelig rejser det nogle spørgsmål. Kendte Danfoss til, hvad deres teknik blev brugt til? Og har de tegnet en kontrakt med Rusland [...]?"
Det er i russiske køretøjer af denne type, at ukrainske soldater har fundet Danfoss' logo under motorhjelmen / Foto: Shutterstock
Rusland har nemlig 'mistet' adskillige køretøjer til de ukrainske tropper, og det er i pansrede russiske køretøjer af typen Tigr, som bliver brugt flittigt i krigen, at ukrainerne har fundet Danfoss' logo.
DR Nyheder er i besiddelse af billeder, som ikke er blevet verificeret af mediet, men som Vydoinyk bekræfter er ægte.
"De billeder, vi har i vores besiddelser, viser en komponent produceret af Danfoss i et militært køretøj," har han således udtalt.
Helt konkret er der tale om en magnet-ventil, der normalt anvendes til aircondition- og kølesystemer, og virksomheden har da også slået fast, at de ikke sælger komponenter til det russiske militær.
"Vi sælger ikke produkter udviklet til militæret. Vi har heller ikke datterselskaber, der sælger komponenter til russiske militærkøretøjer," lyder det således i et skriftlig svar fra Danfoss, som har modtaget en henvendelse fra de ukrainske myndigheder om fundet.
Danfoss har samtidig i et skiftligt svar til den ukrainske vicesocialminister Kostiantyn Koshelenko slået fast, at de på det kraftigste fordømmer den russiske invasion af Ukraine.
Det er dog ikke kun Danfoss' komponenter, som ukrainerne har fundet i de russiske køretøjer, da blandt andre tyske Bosch også er havnet i samme situation.
Det har fået de tyske myndigheder til at starte en undersøgelse af eventuelle sanktionsbrud.