Stilladsreklamer skal væk fra de historiske bymiljøer
Det mener teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL), der stemmer for en stramning af reglerne for ophængning af store reklamebannere på stilladser. Størrelsen på bannere skal begrænses i særlige kulturmiljøer, og så skal det koste et gebyr, så forvaltningen kan føre bedre tilsyn.
Alt for mange steder i byen sættes der reklamebannere op på stilladser uden kommunens tilladelse. Det vil Teknik- og Miljøforvaltningen lave om på og foreslår derfor nye retningslinjer, som blandt andet skal gøre reglerne enklere og samtidig strammer reglerne, hvor der må hænge reklamer i byens rum.
Det mener teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) er en rigtig god ide:
”Vi forsøgte at lave nogle nye regler sidste år, men byen er stadigvæk plastret til med kæmpe reklamebannere, så vi er nødt til at gøre mere. Jeg håber, at de nye retningslinjer og det øgede tilsyn kan føre til, at vi kan få styr på det her område, så de bannere, der bliver hængt op, rent faktisk har fået tilladelse, og omfanget bliver mere begrænset,” siger hun i en pressemeddelelse.
Med de nuværende retningslinjer må reklamen fylde 40 procent af stilladsarealet, og 60 procent skal være en såkaldt fotostat, der afbilleder bygningen bagved stilladset eller viser den kommende bygning.
Det krav foreslår forvaltningen at erstatte med vejledende maksimumstørrelser for reklamer, som byrummene kan bære - så bannere for eksempel i nogle særlige kulturmiljøer må være mellem 60-120 m2, op til 250 m2 uden for disse, og 350 m2 ved de større indfaldsveje.
På kulturhistoriske pladser og strækninger som fx Gråbrødre Torv, Kongens Nytorv og i Nyhavn skal stilladsreklamer være helt forbudt.
Derudover skal der fremover lægges et gebyr på ophængning af reklamer, så det fremover kommer til at koste ca. 6 kr. pr. kvadratmeter pr. dag. Det vil sige, at en stilladsreklame på 200 m2 kommer til at koste ca. 1200 kr. pr. dag.
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod mener, at taksten er et fornuftigt tiltag:
“Lige nu er vores byrum det vilde vesten. Grunden til, at så mange ønsker at hænge bannere op på stilladserne er jo, at det er en rigtig god forretning. Jeg synes kun, det er rimeligt, at kommunen tager et gebyr, så vi får flere muskler til at sikre, at de regler, der gælder på området, også bliver overholdt," slutter hun.
Politikerne i Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til de nye retningslinjer på mødet d. 27. maj.
FAKTA
Forvaltningen foreslår følgende:
På pladser og strækninger med særlig kulturel værdi skal gælde et forbud mod reklamer på stillads. Det foreslås at gælde på Slotsholmen, Amagertorv, Højbro Plads, Gråbrødre Torv, Kongens Nytorv, Nyhavn, Nytorv, Gammeltorv og langs Christianshavns Kanal, jf. bilag 3. Forvaltningen vil hvert år evaluere og evt. ændre i de reklamefri zoner. Teknik- og Miljøudvalget vil samtidig blive orienteret herom, hvis der ændres i zonerne.
Den gældende retningslinje om 40% reklameflade af stilladsarealet foreslås erstattet af vejledende maksimumstørrelser for reklamer, som byrummene kan bære, dvs. mellem 60-120 m2 i de særlige kulturmiljøer, op til 250 m2 uden for de særlige kulturmiljøer og op til 350 m2 ved de større indfaldsveje. Forvaltningen foretager konkrete vurderinger under hensyntagen til lokationen mv. Den gældende retningslinje kan give anledning til reklamer, som er større end tilsigtet, jf. bilag 4, som viser et eksempel, hvor ansøger har beregnet reklamefladen ud fra et stillads, der går til tagryggen og omkring et hjørne. Bilag 5 illustrerer forskellen i størrelsen på reklamer, opgjort som 40% af stilladsarealet, og reklamer, opgjort efter forvaltningens forslag om vejledende maksimumsstørrelser.
Det gældende krav om fotostat på inddækkede stilladser i hele byen foreslås indskrænket til områder i byen, som er udpeget som værdifulde kulturmiljøer i den gældende kommuneplan, jf. bilag 6. Værdifulde kulturmiljøer er miljøer, der illustrerer et tema, en tidsepoke eller en udvikling, der har fundet sted, hvorfor miljøerne i særlig grad skal beskyttes.
Stilladsreklamer kan som udgangspunktet ikke godkendes i uheldsbelastede kryds, jf. bilag 7. De kryds, som vurderes at være uheldsbelastede, opdateres årligt i forbindelse med Mobilitetsredegørelsen.
I tråd med hidtidig praksis, gives der som udgangspunkt ikke tilladelse til reklame på byggepladshegn, containere mv. af hensyn til de trafikale forhold og trafiksikkerhed.
Forvaltningen foreslår desuden, at der indføres takst på reklame på stillads på vejareal for at styrke sagsbehandling og tilsyn. Med en takst vil alle nuværende og kommende udgifter forbundet med sagsområdet blive takstfinansieret.