Medister

webmaster

335 uger siden

|

19/07/2018
Opskrifter
Medister
Kogetid og stegetid til den perfekte medister.
Medisterpølsen er en pølse med modsætninger. Det er en hyppig gæst på de danske middagsborde, på trods af at den ofte også er ugleset. Få historien om medisteren, og opskriften på, hvordan du tilbereder den.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Medisteren opfattes ofte som lidt af en fattigmandsspise, og det er måske en af forklaringerne på, at der er blevet set så meget ned på den de sidste 50 år. 

De færreste vil vælge at servere pølsen for gæster, men alligevel bliver den betragtet som en nationalret på linje med stegt flæsk, der i modsætning til medisteren er en meget skattet ret, selvom udgangspunktet er det samme - Gris.

Den optræder ofte med en eller anden form for kål som tilbehør som eksempelvis rødkål, grønlangkål eller stuvet hvidkål, der er en god kontrast til den lidt fede pølse.

Medister

Den letkrydrede tykke pølse af hakket flæsk er en skandinavisk specialitet, og der er tre måder at tilberede den på.

Du kan:

  • koge og stege medisteren
  • stege den rå medister
  • ryge medisteren 

Sidstnævnte fremgangsmåde foregår dog mest hos slagteren eller i fødevareindustrien – de fleste benytter de to første og mest traditionelle metoder.

Medister nævnes første gang i en svensk husholdningsbog fra 1500-tallet, og ordet er sammensat af ordene met, der betyder flæsk og ordet ister, der betyder indvoldsfedt.

Der bruges ofte krydderier som peber, muskat og allehånde i medisterpølse.

Sådan tilbereder du en medisterpølse

Medisteren er nem at tilberede, og det er lidt en smagssag, om du ønsker at koge den først. Fordelen er, at det nedbringer stegetiden, og konsistensen er en lille smule blødere i det, og det giver en lidt bedre sovs, hvis du skal have det til.

Men uanset om du vælger at koge eller stege medisteren, skal du starte med at prikke pølsen med en gaffel. 

De små huller sikrer den mod at revne i gryden eller på panden under tilberedningen. Pølsen bliver ikke tør, selvom der er prikket hul.

Fremgangsmåde kogt medister

Hvis du vælger at koge den først, skal du lægge den i en gryde med usaltet vand. Vandet skal dække hele pølsen, men det er ikke nødvendigt at fylde hele gryden.

Bring gryden i kog, og lad den simre i cirka et kvarter, inden du hælder vandet fra. 

Ønsker du sovs til, skal du huske at hælde 4 dl af kogevandet fra i en skål, inden du hælder det resterende ud.

Fremgangsmåde stegt medister

Det bedste resultat fås ved at bruge både olie og smør til stegningen. Olien forhindrer smørret i at brænde, og hjælper samtidig med at give medisteren en sprødere stegeskorpe.

Sørg for at bruge en olie, der ikke smager for meget igennem, såsom olivenolie. Man må gerne kunne smage, at pølsen er stegt i smør.

Ingredienser

2 spsk. smør
1 spsk. rapsolie eller anden olie med neutral smag

  • Put smør og olie på en varm pande.
  • Er medisteren forkogt, skal den stege ca. 5 minutter på hver side.
  • Er medisteren rå, skal den brunes et par minutter på god varme, inden den steges færdig på middel varme i ca. 20 minutter. Vend pølsen undervejs, så stegetiden bliver ligeligt fordelt på hver side.
  • Pølsen er færdig, når skindet er sprødt, og den har en god farve.  Det er vigtigt, at pølsen er gennemstegt.

Skal der laves sovs til, skal du hælde stegeskyen i en lille gryde sammen med et par spiseskefulde mel, mens du pisker.  Sørg for at piske alle eventuelle klumper ud.

Pisk derefter kogevandet i lidt efter lidt, hvis du har kogt pølsen. Ellers brug vand og tilsæt en halv bouillonterning. Det er vigtigt, at du ikke hælder al kogevandet i på en gang, da der er risiko for at sovsen så bliver for tynd.

Rund sovsen af med lidt mælk eller fløde, hvis du ønsker en mere fyldig sovs. 

Tilsæt evt. en dråbe kulør eller to til sovsen, hvis den ser lidt fesen ud i farven. Smag sovsen til med salt og peber.

Server med kogte eller bagte kartofler, agurkesalat og/eller med en eller anden form for kål. 

Er det sommer, kan en frisk kålsalat gøre sig godt sammen med pølsen, da det er mindre tungt end kogt kål.

Ellers prøv denne hurtige og lette rødkål.

Skær rødkålen i små tern og læg den i en gryde med en lille smule vand i bunden. 

Tilsæt salt og en teskefuld honning og bring gryden i kog.

Læg låg på gryden og lad kålen dampe i nogle minutter til den mister sin sprødhed.

Det er kun fantasien der sætter grænsen, og medisterpølse går godt sammen med langt de fleste grøntsager.

Medister næringsindhold

Pr. 100 gram:

  • Energi: 180 kcal
  • Fedt: 12 gram
  • Kulhydrat: 4 gram
  • Protein: 13 gram
  • Kost fibre: 0 gram