Tusinder af løbeglade danskere vil sikre sig et af de eftertragtede startnumre til VM Halvmaraton i København. Selvom eventen først løber af stablen den 29. marts 2014, lyder startskuddet for tilmelding allerede om to uger - helt nøjagtig 29. november klokken 10. Og for de løbere, som tøver, kan det vise sig, at løbet allerede er kørt.
Alt tyder på, at der bliver run på www.copenhagen2014.dk den dag.
Arrangementets Facebook-side har på kort tid genereret en enorm interesse – mere end 8000 personer har trykket på ”synes godt om” knappen – og det er en indikation på, at arrangørerne meget vel kan se sig løbet over ende den dag. I alt vil der ”kun” blive langet 15.000 numre over disken. De resterende 10.000 numre går ud via andre kanaler, bl.a. er 5000 styks forbeholdt de mange udenlandske deltagere, som forventes at komme til København og bidrage til den store folkelige fest.
Imens holder arrangørerne vejret. Modsat andre store motionsløb kan man ikke læne sig op ad erfaringer fra tidligere år, for VM i København er ganske enkelt unikt og kommer kun til at foregå i København den ene dag.