TV 2 med store nyheder: Populær tv-serie vender tilbage på skærmen

Kamille Isaksen

54 uger siden

|

08/11/2023
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Der er godt nyt til de seere, som har taget godt imod den første sæson af TV 2-dramaserien 'Dag & Nat'.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Endnu en sæson af Lone Scherfigs succesfulde hospitalsdrama
I den nye sæson af TV 2-dramaserien 'Dag & nat' kommer vi tæt på livet på børneafdelingen.

'Dag & nat 2’ er anden sæson af Lone Scherfigs store hospitalsdrama, som nu skifter afdeling fra fødegangen til børneafdelingen. Serien, der netop er gået i optagelse, bliver på otte afsnit og forventes at få premiere på TV 2 Play og TV 2 i 2024/2025.

De to nye hovedroller som overlægen Linda og psykologen Lasse spilles af Ann Eleonora Jørgensen og Anders W. Berthelsen.

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Belyse, betrygge og bevæge

- I den nye sæson vil jeg gerne belyse, betrygge og bevæge seerne. De mennesker, der arbejder på landets børneafdelinger, står hver dag med et kæmpe ansvar. De er et forbilledligt eksempel på noget af det bedste og mest næstekærlige, vores samfund kan mønstre, og serien er en hyldest til dem, siger Lone Scherfig, der er seriens hovedforfatter, showrunner og episodeinstruktør.

Seriens ambition er også at sætte fokus på nogle af de vilkår, vores børn vokser op under og måske bliver syge af i form af for eksempel overvægt, sukkersyge, psykiske problemer eller vanrøgt. Afdelingens ansatte kan måske helbrede patienterne, men ikke det samfund, der har skabt patienterne.

Jobbet og private udfordringer

Vi er tilbage på supersygehuset to år efter, vi forlod fødegangen. I den nye sæson følger vi både personalet og deres daglige arbejde på børneafdelingen, men også deres indbyrdes relationer og private udfordringer. Hver episode fortæller også afsluttede historier om de patienter, der bliver indlagt på afdelingen. Patienterne er børn, men hvert barn har mindst én af sine forældre med sig, så serien bliver også en relevant skildring af forældreskab, og hvad det kan indebære af kærlighed, afmagt, glæder og bekymringer.

Nye karakterer og gensyn med andre

Udover de to nye hovedkarakterer, overlægen Linda og psykologen Lasse, der spilles af Ann Eleonora Jørgensen og Anders W. Berthelsen, medvirker blandt andre Joachim Fjelstrup, Jens Jørn Spottag, Soheil Bavi, Osvald Windfeld og Mathilde Lundberg.
Fra første sæson er der gensyn med Katrine Greis-Rosenthal, Pål Sverre Hagen, Nicolai Jørgensen, Charlotte Munck, Mette Horn, Afshin Firouzi og Zelma Lewerissa.

'Dag & nat 2' bliver på otte afsnit og produceres af Nordisk Film og Creative Alliance. Hovedforfattere er Lone Scherfig og Nikolaj Scherfig, konceptuerende instruktør er Lone Scherfig suppleret af Henrik Ruben Genz og Ole Christian Madsen. 
Malene Blenkov er producer for Nordisk Film, mens Pernille Bech Christensen, Marlene Billie Andreasen og Mette Heiberg er TV 2-executive producere, og Beta Film er international distributør.

Første sæson af 'Dag & nat' kan ses på TV 2 Play.