Tusindvis af danskere er i klemme: Får ekstra skatteregning på deres pension uden at vide det

Emil Martesen

1 uge siden

|

12/11/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Tusindvis får ekstra skatteregning på deres pension uden at vide det.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tre ud af fire af de danskere, der indbetaler til en ratepension, risikerer af komme til at hænge på en unødig ekstra skatteregning, fordi de ikke har styr på, om deres ratepensionsindbetalinger i år kommer til at overstige fradragsloftet.

Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Sampension blandt ca. 1.000 danskere.

I 2024 kan man indbetale op til 63.100 kr. på en ratepension med fuldt fradrag. Indbetalinger over denne grænse, er der ikke fradrag for.

Og da der samtidig skal betales skat af udbetalingen, bliver pengene altså beskattet to gange.

Blandt de personer, som i undersøgelsen angiver at indbetale til en ratepension, svarer 57 pct., at de ikke har tjekket, om de i år kommer til at indbetale mere til ratepension, end man kan få fradrag for, mens 17 pct. svarer ”ved ikke”. Den resterende fjerdedel angiver at have tjekket det:

"Det er nok de færreste, der ønsker at få deres penge beskattet mere end nødvendigt. Ikke desto mindre er der hvert år mange danskere, som risikerer netop dét, fordi de indbetaler for meget til deres ratepension og derfor mister fradraget for en del af indbetalingerne. Dermed har de udsigt til at blive ramt af dobbeltbeskatning, da der bliver betalt skat af pengene både i indbetalingsåret, og igen når de skal udbetales. Det missede fradrag kan løbe op i tusindvis af kroner, så der er bestemt ikke tale om småbeløb", siger Helle Dalsgaard, chefrådgiver i Sampension.

Ifølge Skattestyrelsen er der hvert år op mod 40.000 danskere, som indbetaler mere på deres ratepension, end der gives fradrag for, og som dermed risikerer at blive dobbeltbeskattet:

"Derfor har de danskere, der indbetaler til en ratepension, god grund til at være opmærksomme på, om deres indbetalinger holder sig inden for fradragsgrænsen i år. Det gælder også, hvis man planlægger at sætte ekstra ind på pensionsopsparingen inden nytår, og man i den forbindelse risikerer at overstige rateloftet. Her kan man alternativt sætte pengene ind på en pension med livsvarig udbetaling med fradrag", siger Helle Dalsgaard og fortsætter:

"Problemet med for høje indbetalinger opstår typisk, hvis man indbetaler på flere ratepensioner. Har man en pension via jobbet, har man som regel også automatiske ratepensionsindbetalinger, hvor pensionsselskabet sørger for, at indbetalingerne ikke overstiger fradragsgrænsen. Men herudover er der også en del danskere, som har en ratepension i f.eks. banken, og her skal man selv sikre sig, at ens ratepensionsindbetalinger samlet set holder sig inden for grænsen", siger Helle Dalsgaard.

Hun tilføjer, at det også er baggrunden for, at Sampension hvert år på denne tid sender besked til kunderne, hvor de opfordres til at tjekke, at de holder sig inden for fradragsgrænsen.

Og har de indbetalinger flere steder, kan de få rådgivning hos Sampension om, hvordan de kan tilpasse indbetalingerne, så de ikke indbetaler for meget:

"Alt håb er dog ikke ude, hvis man kommer til at indbetale for meget til ratepension. For i det tilfælde vil det stadig være muligt at sikre sig, at indbetalingerne ikke beskattes flere gange. Det kræver dog, at man er opmærksom, når årsopgørelsen lander til marts. Her skal man tjekke, om man har haft for høje ratepensionsindbetalinger, og har man det, skal man kontakte sin bank eller pensionsselskab, hvor man så har mulighed for at få pengene betalt tilbage eller at få dem overført til en livsvarig pensionsordning", siger Helle Dalsgaard og fortsætter:

"Dog ved vi, at der desværre er mange danskere, som ikke får taget hånd om de for høje indbetalinger ifm. årsopgørelsen, og som derfor kommer til at hænge på en unødig ekstra skatteregning. Det er også baggrunden for, at Skattestyrelsen som noget nyt har sendt et brev i foråret til de danskere, der indbetalte for meget til ratepension sidste år. Og det har faktisk bidraget til, at flere har reageret og dermed undgår dobbeltbeskatning. Det er selv sagt positivt - selvom der dog stadig kun er tale om et fåtal", siger Helle Dalsgaard.

Rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO oplyser i et nyhedsbrev på baggrund af oplysninger fra Skattestyrelsen, at der i 2023 var 39.400 personer, som tilsammen indbetalte 404 mio. kr. mere til ratepension, end de kunne få fradrag for – altså i gennemsnit lige over 10.000 kr. hver. Af disse har 27 pct. (10.700 personer) korrigeret for deres fejl, mens andelen året før lå på 10 pct.