Fyrværkeri til nytår er en stærk tradition i Danmark.
Men der er også mange, som forbinder lyden af brag med alt andet end fest og farver. For eksempel krigsveteraner, flygtninge og dyr.
Sådan lyder meldingen i en pressemeddelelse.
Derfor har regeringen afkortet affyringsperioden, så det kun er tilladt at affyre fyrværkeri den 31. december og den 1. januar.
Det er trist nyt til alle de krudt-glade danskere, men derimod glædeligt nyt til en lang række andre danskere.
Erhvervsminister Morten Bødskov lægger ikke skjul på, at vi skal bevare traditionen, men også passe på den gruppe af mennesker, for hvem lyden af fyrværkderi vækker ubehagelige minder:
"Mange danskere forbinder nytårsaften med et brag af en nytårshimmel, der fyldes af farver fra et væld af raketter. Og den tradition bevarer vi. Men vi har også en gruppe af mennesker, for hvem lyden af fyrværkeri vækker ubehagelige minder, og vi ved, at dyr og natur bliver påvirket af både støjen og forureningen fra fyrværkeriet. Derfor forkorter vi nu fyrværkeriperioden, så vi både kan tage hensyn til dem, der nyder fyrværkeri og til dem, der ikke gør", lyder det fra ham.
I forbindelse med den nye lovændring strammes bødeniveauet også.
Hvis man som privatperson fyrer af uden for den tilladte periode, vil det medføre en bøde på 2.500 kr., og det er en forhøjelse på 500 kr.
Det er stadig muligt for erhvervsdrivende at sælge fyrværkeri fra den 15.-31. december.
Bødestørrelsen for at sælge fyrværkeri uden for den tilladte salgsperiode hæves dog til minimum 10.000 kroner, hvilket er det dobbelte af den nuværende bødeniveau.