De fleste danskere sætter næsen op efter, at renterne inden længe falder.
Og det går hånd i hånd med, at analytikerne har meldt ud, at renterne vil falde i år - men det har ikke afholdt danskernes samlede renteudgifter til realkreditinstitutterne samt bankerne fra at nå nye højder. Langt fra.
For snakker man udelukkende om i år, så er danskernes renteudgifter steget med intet mindre end seks milliarder kroner, og for mange boligejere er det hér slet ikke endestationen.
Faktisk vil visse boligejeres renteudgifter fortsætte med at stige med flere tusinde kroner om måneden.
Det viser en ny analyse fra Dansk Industri, ifølge B.T.
Ifølge Dansk Industri findes årsagen til den fortsat stigende rente, at en stor del af boligejerne skal have ny rente på deres flekslån i år.
Det vil især være boligejere, der har valgt flekslån med lidt længere rentebinding som rammes, men allerhårdest synes det at ramme F3-lånerne, der ifølge DIs analyse - som er baseret på Totalkredits renteauktioner i februar i år - kan se frem mod, at renten på deres lån vil stige med hele 3,7 procentpoint.
Det vil i runde tal øge den månedlige renteudgift med cirka 3.100 kroner før skat for hver lånte million kroner.
Ikke overraskende er det noget, der kan mærkes i lommerne hos de berørte boligejere, fortæller Morten Granzau, vicedirektør i DI:
"Mange familier fik allerede sidste år en højere rente på deres boliglån, og derfor vil de stigninger, vi går i møde i år, ramme lidt mere ulige end sidste år. De vil især ramme dem, der har lån med lidt længere rentebinding", udtaler han og fortsætter:
"Til gengæld går de, der rent faktisk bliver ramt, en regning i møde, der godt kan løbe op i nogle tusind kroner om måneden. De, der har lån med lidt kortere rentebinding, har allerede siddet med en regning i samme størrelsesorden i nogen tid".
Danskernes samlede renteudgifter til realkreditinstitutter og banker vil ifølge DI-analysen summe op i hele 67 milliarder kroner i år. Det er næsten dobbelt så mange penge som i 2021, hvor danskernes renteudgifter ramte et 10-årigt bundniveau.