Trådte i kraft 19. januar: Prisstigning går ud over flere pensionister

Kamille Isaksen

4 timer siden

|

20/01/2025
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Prisstigningen trådte i kraft i går.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Siden krigen mellem Rusland og Ukraine begyndte, har leveomkostningerne taget et mærkbart hop.

Prisstigninger på alt fra dagligvarer til energi har gjort det sværere for mange familier at få økonomien til at balancere. For mange husstande har det skabt en hverdag præget af økonomisk pres og prioriteringer.

I den sammenhæng er det næppe overraskende, at nyheden om endnu en prisstigning ikke bliver modtaget med begejstring.

I går, søndag den 19. januar 2025, blev priserne justeret på offentlig transport, da Din Offentlige Transport (DOT) gennemførte den årlige justering af billetpriser. 

DOT er et samarbejde mellem Movia, Metroselskabet og DSB.

Med Takst 25 steg prisen med 3,6 pct. i gennemsnit og følger dermed den ramme, som Trafikstyrelsen har givet. I 2025 vil der ikke være prisændringer på mellemlange og lange rejser.

Det skal være enkelt at købe en billet

I forbindelse med, at priserne blev justeret, har trafikvirksomhederne tilstræbt en minimering af prisforskellen mellem en enkeltbillet og priserne i Rejsekort.

Det oplyser DOT i en pressemeddelelse.

Nu er forskellen kun på 2 kroner, uanset hvor langt man rejser, mens prisforskellen tidligere varierede afhængig af rejsens længde.

“Vi har hele tiden fokus på at skabe en sammenhængende og kundevenlig rejseoplevelse for alle i DOT ved at gøre det så enkelt som muligt at vælge kollektiv transport i hovedstadsområdet og på Sjælland. Med Takst 25 har vi arbejdet målrettet på at gøre rejseomkostningerne mere sammenhængende ved at sikre, at forskellen i prisen på Rejsekort og enkeltbillet nu er mere enkel,” forklarer Hanne Tærsbøl Schmidt, bestyrelsesformand for Din Offentlige Transport.

Målet er imidlertid ikke kun gennemsigtighed i priserne, men også at gøre det så nemt som muligt at være kunde i den kollektive transport – også når man skal vælge sin billet.

”Med en forenklet prisstruktur gør vi det nemmere for alle at træffe bevidste valg om den mest hensigtsmæssige billet. Samtidig har vi fordelt prisjusteringerne, så vi sikrer, at en rejse med bus, tog og metro fortsat er både konkurrencedygtig og bæredygtig samtidig med, at vi får dækket omkostningerne”, siger Hanne Tærsbøl Schmidt.

Trafikstyrelsen fastsætter justeringens størrelse

Det er Trafikstyrelsen, der hvert år fastsætter loftet for, hvor meget priserne i den offentlige transport i gennemsnit må stige.

Det gør styrelsen ud fra et særligt indeks, der afspejler omkostningsudviklingen i sektoren.

Fastsættelsen af næste års priser skal kompensere for de stigende omkostninger i samfundet generelt og dermed også i den offentlige transport og samtidig være med til at sikre en sammenhængende service.

For 2025 har Trafikstyrelsen beregnet, at loftet er på 3,6 pct. 

Trafikvirksomhederne beslutter, hvordan stigningen bliver fordelt ud over de forskellige billettyper inden for rammen af, at priserne ikke stiger mere end 3,6 pct. i gennemsnit.

Sådan blev billetpriserne påvirket den 19. januar

  • Enkeltbilletter: Ingen justeringer på enkeltbilletter – undtagen en billet til fire zoner, der faldt fra 40 kr. til 38 kr.

  • Rejsekort: To-zoners og tre-zoners rejser på Rejsekort steg med 1,50 kroner til hhv. 22 kr. og 28 kr., mens fire-zoners rejser steg med 2 kr. til 36 kr. Prisen på rejser udover fire zoner med Rejsekort er uændret.

  • Pendlerkort: Korte rejser på pendlerkort på to eller tre zoner fik en prisstigning på 15 kr. og 30 kr. Der er ingen justeringer på øvrige pendlerkort.

  • Pensionistkort: Prisen for et tre-zoners pensionistkort med tre måneders gyldighed steg i alt 30 kr., svarende til 10 kr. om måneden. Derudover steg et pensionistkort til én storzone med 40 kr. for tre måneder, svarende til 13,33 kr. pr. måned.

  • Cykelbillet til metro: Har du din cykel med i Metroen, steg prisen fra 14 kr. til 15 kr.

  • City Pass: Prisen for City Pass Small (24 timer) steg med 10 kr. og City Pass Large (24 timer) med 20 kr. Priserne for 2-5-dages versioner blev ikke ændret.