Tjek din e-boks: 60.000 vigtige breve på vej fra Skattestyrelsen

Henrik Rothenbücher

75 uger siden

|

14/06/2023
Nyheder
Foto: Dagens.dk
Foto: Dagens.dk
Der er omkring 60.000 vigtige breve på vej.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Knap 60.000 virksomheder og selskaber der har fået slutafregnet corona-kompensation sidste år har modtaget et brev fra Skattestyrelsen for at sikre korrekt beskatning.

Erhvervsstyrelsen har i 2022 lavet slutafregning for mange af de corona-kompensationer, som virksomheder og selskaber modtog under coronakrisen, Opgørelsen kan have betydning for nogle virksomheder og selskabers skatteopgørelse for 2022.

Coronakompensation er som udgangspunkt skattepligtig indkomst, og derfor har virksomheder og selskaber pligt til at medregne og indberette beløbet i det skattepligtige resultat til oplysningsfristen for 2022.

"Det væsentligste budskab til virksomheder og selskaber er, at de forholder sig til, om det kompensationsbeløb, der blev slutafregnet i 2022, bliver oplyst og beskattet korrekt. Er beløbet større eller mindre end den kompensation, som oprindeligt blev udbetalt fra Erhvervsstyrelsen, har man selvsagt et ansvar for at oplyse det rigtige. I brevet vejleder Skattestyrelsen om dette," siger underdirektør i Skattestyrelsen Johnny Schaadt Hansen og fortsætter:

"Som udgangspunkt har en virksomhed selv et ansvar for at oplyse den korrekte kompensation. Men derudover modtager vi også løbende oplysninger fra tredjepart om udbetalte kompensationer, som indgår i Skattestyrelsens kontrol af virksomheder og selskabers skattepligtige indkomst," siger han.

Coronakompensation er de hjælpepakker, som et bredt flertal af Folketingets partier vedtog for at hjælpe virksomheder gennem coronakrisen. Udbetalingen af coronahjælpepakkerne administreres hovedsageligt af Erhvervsstyrelsen.