Stjerner mindes afdød designer på Twitter

admin

10 år siden

|

18/03/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De sociale medier er blevet oversvømmet med mindeord og kondolencer fra både kendte og almindelige mennesker, efter designeren L'Wren Scott blev fundet død i sin lejlighed mandag.   

- Knust over tabet af den kære og talentfulde L'Wren Scott. Mine tanker og bønner er med hendes familie. Må hun hvile i fred, skriver Bianca Jagger på sin Twitter-profil.

Kvinderne kendte hinanden, da L'Wren Scott siden 2001 har dannet par med Bianca Jaggers eksmand, Mick Jagger, forsangeren i det legendariske rockband The Rolling Stones.

Sangeren Bryan Adams har også skrevet et par ord til ære for den afdøde designer.

- Knust over at have mistet min ven L'Wren. Hvil i fred, min kære. Jeg vil savne dig. Kondolence til alle dem, der var tæt på hende, skriver Adams.

Scott begyndte sin karriere som model i Paris og arbejdede senere som stylist i Hollywood. I 2006 lancerede L'Wren sin første kollektion under eget navn. Blandt andet Madonna, Sarah Jessica Parker og Nicole Kidman har båret Scotts designs.

- Nicole og L'Wren var tætte venner i 25 år. Hun er sønderknust og er i chok lige nu og er ikke i stand til at sige noget, skrev Nicole Kidmans repræsentant på Twitter.

L'Wren Scott nåede at blive 49 år gammel. Ifølge politiet ligger der ikke en forbrydelse bag hendes død. 

Newspaq