Et efterladt spædbarn er i eftermiddags blevet fundet af Københavns Vestegns Politi.
Barnet, der er en nyfødt pige, blev klokken 15.30 fundet på Baltorpvej i Ballerup.
Politiet oplyser, at pigen er i live og har det efter omstændighederne godt.
Barnet blev fundet i en pose mellem et par containere ud for adressen Baltorpvej 237 nær ved varmecentralen.
Det var ifølge Ritzau en beboer, der fandt pigen, da personen skulle ned for at aflevere noget affald.
Politiet ved ikke præcis, hvor lang tid pigen har ligget i posen. Men det er formentlig ikke mere end 24 timer, fortæller vagtchefen
- Vi ved bare, at hun nok er født inden for det seneste døgns tid, siger Jens Møller.
Politiet søger vidner, som har set noget omkring adressen det seneste døgn. Politiet vil også gerne i kontakt med folk, der kender noget til kvinden, som er mor til barnet.
Jens Møller fortæller til Ritzau, at der lørdag aften endnu ikke er nogen, som har taget kontakt til politiet om sagen.
- Vi efterforsker på livet løs og håber, at der er nogen, som kan bidrage med oplysninger, og at moren et eller andet sted får givet sig til kende.
- Der må være nogen, der ved noget om det her barn, siger han.
Under hensyn til både barnet og barnets mor søger Københavns Vestegns Politi vidner, som har set noget omkring adressen det seneste døgn, og ordensmagten hører gerne fra folk, der kender til kvinden, som er mor til barnet.
Københavns Vestegns Politi kan kontaktes på telefon 43861448 eller 114.
Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler: