Der er blevet mindre at rafle om i din bolighandel. Tallene for april måned gjorde det klart, at boligkøberne i højere grad må betale det, der bliver forlangt. For de handlede villaer var prisnedslagene blevet 4,5 procent mindre end måneden før. For ejerlejlighederne faldt nedslaget med 3,4 procent, og sommerhussælgerne gav 7 procent mindre i rabat end måneden før.
- Der kan være flere grunde til, at prisnedslagne bliver mindre, men når nedslagene bliver mindre på landsplan skyldes det ofte, at boligmarkedet i højere grad bliver sælgers marked, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.
Så meget får i rabat her og nu
Vi skal tilbage til 2011, før vi finder så små prisnedslag, som vi så i april måned i år. Køber du en villa på 150 kvadratmeter, kan du forvente et nedslag på ca. 96.000 kroner. Mest rabat bliver der givet i Region Hovedstaden, hvor prisniveauet også er højest. Her kan bliver der i gennemsnit slået 125.000 kroner af den sidste udbudspris på en villa.
For en lejlighed på 80 kvadratmeter kan du typisk forvente et nedslag på 48.000 kroner. Det største nedslag bliver her givet i Midtjylland, hvor nedsalgene typisk er på 51.000 kroner.
Sommerhusene er den boligtype, hvor der gives mest rabat. Et sommerhus på 75 kvadratmeter kan hente en rabat på 95.000 kroner i gennemsnit over hele landet. Sælgerne i Region Syddanmark er mest gavmilde. Her kommer nedslaget op i 105.000 kroner for et sommerhus i samme størrelse.
Overbud i april
I april endte 1,8 procent af villahandlerne med, at sælger betalte mere end udbudsprisen for boligen. I gennemsnit blev der lagt små 200.000 kroner oven i prisen. 5,5 procent af ejerlejlighedshandlerne endte med et overbud, hvor der i gennemsnit blev lagt 130.000 kroner oven i prisen. Generelt er andelen af boliger solgt på overbud steget de seneste år.