En mor troede, at hun filmede et ømt og kærligt øjeblik med sin lille søn - indtil det pludselig gik op for hende, hvad han egentlig havde gang i.
Lisa Joan, mor og kunstner fra British Columbia i Canada, har altid gjort en indsats for at tilbringe tid med sin 5-årige søn. Men hvis man skal dømme ud fra den video, hun for nylig delte på sin TikTok-konto @lisajoanart, bør hun måske holde et lidt skarpere øje med ham næste gang.
Hun begyndte oprindeligt at filme deres interaktion i håb om at fange et sjældent øjeblik med ro i sin ellers energiske søns liv.
"Han børstede mit hår og var så blid og fokuseret, så jeg ville gerne optage en video. Han er normalt meget aktiv, så det var sødt at se ham så rolig og selvsikker," sagde Joan til Newsweek.
I et kort øjeblik var det fred og ro, der omgav mor og søn. Desværre vidste Joan ikke, at hendes søn havde andet end en hårbørste med sig.
"Så fik jeg øje på saksen," sagde hun.
Joans umiddelbare reaktion var forståeligt nok latter, selvom det kunne være endt helt anderledes, end det gjorde.
"Jeg grinede. Den dukkede bare op ud af det blå, så jeg syntes, det var sjovt. Han var gået ud for at hente en hårelastik, og jeg gætter på, at han i stedet gik ud i køkkenet og hentede saksen," sagde hun.
Heldigvis kunne hun se det humoristiske i situationen. Kort efter hun opdagede, at han stod med en stor saks, gik det op for hende, at han faktisk allerede var begyndt at give hende en uopfordret klipning.
"Han klippede to-tre centimeter af en lille tot," sagde Joan.
Alligevel kunne hun ikke lade være med at smile.
"Jeg elsker det. Det er den bedste klipning, jeg nogensinde har fået. Det føles som en slags overgangsritual for hvert lille barn at klippe sit eget eller andres hår," sagde hun.
Det var først efter, at hun delte videoen på TikTok, at Joan opdagede, hvor sand den tanke faktisk var. I løbet af kort tid blev den virale video set mere end 870.000 gange, og seerne strømmede til for at dele lignende oplevelser.
"En gang kom min søn og ville børste mit hår, da han var 2 år gammel. Det var så hyggeligt, og jeg tænkte på, hvor han dog har fundet den her store, fine børste? Jeg vendte mig om og så, at det var toiletbørsten," skrev en bruger.
"Min søn legede med mit hår, da han var på den alder, og jeg talte i telefon med min mand - pludselig hørte og mærkede jeg et 'klip'. Han havde klippet en stor tot hår af," lød det fra en anden.
"Jeg lod mine døtre sprøjte mit hår og børste det. Fem minutter senere opdagede jeg, at hun sprøjtede eddike i det," kommenterede en tredje.
"Jeg anede ikke, at så mange mennesker ville dele lignende historier," sagde Joan.
Hun håber, at hendes video og samtalen omkring den kan minde forældre om at 'finde glæde i deres børn'.
"Børn er så naturligt nysgerrige og kreative - og det er jo bare hår. Det var en god mulighed for at lære ham, at man skal spørge først. Men jeg elsker, at han viste interesse for at holde mit udseende ved lige - på mine vegne," sagde hun.