Silas Holst får dødstrusler: "Ved ikke om jeg har rejst mig endnu"

Nicolai Busekist

209 uger siden

|

20/12/2020
Nyheder
Foto: Birgitte Carol Heiberg/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Foto: Birgitte Carol Heiberg/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Silas Holst har måtte stå model til meget under dette års deltagelse i 'Vild med dans'. Nu fortæller han, at han har fået flere dødstrusler på de sociale medier.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

"Jeg skal dø, fordi jeg er det ulækreste menneske, der ikke fortjener at se morgendagens lys, da verden ville være bedre uden en så stor dramaqueen, der ovenikøbet er blevet rynket, gammel og mest af alt ligner en KZ-fange efterhånden." 

Dette er et eksempel på én af de beskeder, som Silas Holst har modtaget under dette års deltagelse i 'Vild med dans'. Han fortæller, at han elsker at være med i programmet, men at det også har en bagside. Det skriver B.T. 

"'Vild med dans' står dog også tilbage for mig som værende en hård omgang. Hård på grund af ufatteligt mange ondskabsfulde kommentarer om alt fra mit udseende, seksualitet, familie til Nukâkas etnicitet og udseende," skriver han i et opslag på Instagram, der handler om de beskeder, som han og dansepartnere Nukâka Coster-Waldau har modtaget. 

"Krydret med et par dødstrusler," skriver han efterfølgende. 

Han forstår ganske enkelt ikke, at folk har et behov for at skrive den slags ting til andre. Han skriver endvidere, at formålet med 'Vild med dans' for ham er at have det sjovt og underholde danskerne. 

"…Og ved egentlig ikke helt om jeg har rejst mig endnu. Ondt gjorde/gør det. Jeg ved, man skal lade det fare, og det siger mere om dem osv., men det er ikke altid lige nemt," skriver han også i et sit opslag på det sociale medie. 

Desuden fortæller han, at han og Nukâka Coster-Waldau har besluttet sig for, at de vil slette alle dem, der skriver hadefulde beskeder og kommentarer til dem. 

Søndag morgen har han lagt ud med at slette de fire personer, der har sendt beskeder til ham om, at de ønskede, han skulle dø. 

"Det er måske den bedste start på juleferien lige at få slettet dem," skriver danseren, hvorefter han takker hans mange følgere for deres støtte.

Lørdag aften fik Silas Holst og Nukâka Coster-Waldau en tredjeplads i finalen i denne sæson af 'Vild med dans'.