Nye regler på vej mod danske boligejere: Dette betyder det for dig

Emil Martesen

33 uger siden

|

30/04/2024
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Nye regler er på vej mod danske boligejere.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Luftforurening er fortsat en stor udfordring i København. En del af forureningen stammer fra ældre brændeovne, som ikke er blevet udskiftet eller sløjfet og derfor udleder mere forurening.

Teknik- og Miljøforvaltningen har derfor udarbejdet en ny forskrift for brændeovne, som nu skal behandles politisk.

Med udgangspunkt i en ny bekendtgørelse kan kommunen kræve, at ældre brændeovne fra før 2008 skal udskiftes eller sløjfes, hvis boligen er beliggende i et område med kollektiv varmeforsyning. Det fremgår endnu ikke, hvem der står med regningen for eventuelle udskiftninger.

Hvis du ikke bor i kommunen, har en nyere brændeovn eller slet ikke har en - er det mulige forbud ikke noget, du skal tænke over.

Formålet med den nye forskrift for brændeovne er at nedbringe den lokale luftforurening fra brændeovnene. Antallet af brændeovne har ganske vist været nedadgående, men det vurderes, at den nye forskrift vil komme til at påvirke i alt 3.200 brændeovne i Københavns kommune.

Sådan skriver Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen i en pressemeddelelse.

Den nye forskrift kommer også til at omfatte byens kolonihaver. Det skyldes, at 99 % af byens husstande i dag er dækket af fjernvarmenettet, og at kolonihaverne derfor ikke kan undtages.  

”Vi er nødt til at arbejde aktivt for at nedbringe luftforureningen i København. Det gælder både i det store billede, men også lokalt rundt om i byen. Mange undersøgelser viser, at luftforurening har stor negativ indvirkning på mennesker. Derfor skal vi gøre brug af alle de tiltag og midler, som står til rådighed for os,” siger Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod.

”Det her er fantastisk, og jeg har arbejdet for et forbud, siden jeg blev borgmester. Nu kan vi endelig tage første skridt i opgøret med de forurenende brændeovne. Alt for mange københavnere bliver syge og dør for tidligt som følge af sundhedsskadelig luft. Vi kan simpelthen ikke være bekendt, at man risikerer at blive syg af at trække vejret i vores by. Kampen for ren luft i byen stopper ikke her, men det her er en vigtig milepæl,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling.

Godkendes forvaltningens forslag, skal forskriften i høring i 8 uger. Derefter vil den blive forelagt udvalget igen og forventes at kunne tages i brug fra ultimo 2025.