Nu lukker Rusland for gassen

Mathias Nielsen

138 uger siden

|

27/04/2022
Nyheder
Foto: John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix
Rusland lukker for gassen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et af Ruslands store trumfkort gennem længere tid har været leverancen af gas til Europa. Rusland leverer en stor del af det samlede gasforbrug i både EU og Europa.

Derfor har russiske embedsmænd flere gange under krigen i Ukraine truet med at lukke for gassen. Tyskland har sågar udviklet et nødberedskab, skulle der blive lukket for gassen.

Det har indtil videre forekommet som lidt urealistisk, men nu er det en realitet. Fra i dag klokken 08:00 stopper Rusland nemlig med at levere gas til Polen.

Polakkerne har fået meldingen om, at der bliver lukket for gassen, fra det russiske selskab Gazprom, der er verdens største udvinder af naturgas.

Det sker, som følge af at Polen har nægtet at betale for gassen i russiske rubler, som Rusland ellers har krævet i et forsøg på at styrke den svækkede valuta. Rusland stopper også med at levere gas til Bulgarien kloken 08.

Beslutningen om at stoppe forsyningen af gas til Polen kommer, efter at Polen tirsdag meddelte, at man har pålagt en lang række russiske enkeltpersoner og selskaber sanktioner, herunder Ruslands største gasselskab, Gazprom, som altså står for leverancen af gas.

Selvom nyheden formentlig får alarmklokkerne til at ringe hos flere polakker, så er der intet at frygte, understreger  klimaminister Anna Moskwa på Twitter.

“Polen har de nødvendige gasreserver og forsyningskilder, der beskytter vores sikkerhed – vi har reelt været uafhængige af Rusland i årevis. Vores lagre er 76 procent fyldte. Der vil ikke være mangel på gas i polske hjem.”

Den oprindelige kontrakt med Gazprom var planlagt til at skulle udløbe ved årsskiftet 2022/2023, skriver TV 2. Dermed stopper samarbejdet altså små 8 måneder før tid.