'Nødde' tilbage: Wilbek sender venstrefløj ud af EM-truppen

admin

|

22/01/2014

Dagens topnyheder

Venstrefløjen Casper U. Mortensen kommer ikke med, når det danske EM-hold i håndbold onsdag aften møder Island i Herning.

Landstræner Ulrik Wilbek har valgt at sende BSV-spilleren ud af truppen, hvor stregspilleren Jesper Nøddesbo i stedet gør comeback efter to kampe på tribunen.

- I en turnering som denne må man hele tiden vurdere den samlede ressource, og her har jeg fundet frem til, at det er fornuftigt at skifte nu, siger Ulrik Wilbek i en pressemeddelelse.

- I Anders Eggerts fravær har Casper U. Mortensen brugt mange kræfter indtil nu, så selv om han har spillet aldeles glimrende, mener jeg, at det ressourcemæssigt er en gevinst at bringe Nøddesbo i spil igen, lyder det fra Wilbek.

Dermed har landstræneren brugt to af sine tre mulige udskiftninger. Efter de indledende kampe bragte han Anders Eggert ind i truppen på Nøddesbos bekostning.

Eggert kæmpede med en skade i læggen i ugerne op til EM og blev ikke klar til de første kampe.

Det betød, at Casper U. Mortensen var eneste venstrefløj i truppen, og derfor fik han masser af spilletid i kampene mod Makedonien, Østrig og Tjekkiet.

Den hurtige fløjspiller er da også på en delt andenplads over danske målscorere i turneringen.

Han og Kasper Søndergaard har begge scoret 16 mål, mens Mikkel Hansen er suverænt mest scorende dansker med 28 træffere.

Danmark møder onsdag aften Island i sidste mellemrundekamp i Jyske Bank Boxen i Herning.

Kampen er "gratis" for de rødhvide, der allerede er sikre på at komme i semifinalen som puljevinder.

Nu benytter Ulrik Wilbek altså lejligheden til at invitere Jesper Nøddesbo tilbage i truppen, der dermed igen rummer tre stregspillere.

Landstræneren har altså endnu én udskiftningsmulighed ved EM. Han udelukker ikke, at Casper U. Mortensen kan komme tilbage senere i turneringen.

/ritzau/