Rejsekortet, som danskerne har kendt i årevis, nærmer sig sin afslutning.
Det fysiske kort helt udfaset til fordel for en digital løsning, og allerede nu bliver rejsekort-appen løbende opdateret med nye funktioner.
Det skriver TV 2.
Nye muligheder i rejsekort-appen
Rejsekort & Rejseplan A/S har lanceret en ny funktion, der gør det muligt at tage medpassagerer, cykler og hunde med på samme check-in i appen.
Brugerundersøgelser har vist, at dette var en af de mest efterspurgte funktioner blandt brugerne:
"Vi har lyttet og prioriteret at få denne funktion ind. At man nu kan tage hele familien med, gør det nemmere at rejse med kollektiv transport," udtaler kundedirektør Jens Willars.
Med den nye funktion kan op til 28 ekstra voksne og børn checkes ind på samme rejse, og for hver passager kan der også tilføjes en cykel og en hund.
Rejsekortet forsvinder i 2026
Beslutningen om at udfase det fysiske rejsekort skyldes ifølge Rejsekort & Rejseplan A/S, at de blå standere er ved at have udtjent deres teknologiske levetid og er dyre at vedligeholde:
"Vi ved, at mange har holdt fast i plastikkortet, fordi de ikke kunne tage flere med på deres check ind i appen. Men den udfordring er løst nu," siger Jens Willars.
For brugere, der ikke har mulighed for eller ønsker at benytte en app, arbejder selskabet på en alternativ løsning, der skal minde om det fysiske rejsekort.
Overgangen fra plastikkort til app sker gradvist.
I løbet af 2025 vil der løbende blive tilføjet flere funktioner til rejsekort-appen, så den kan erstatte kortet fuldstændigt.
Jens Willars forklarer, at erfaringer med store lanceringer inden for rejsekortsystemet ikke har været positive.
Derfor har man valgt en gradvis implementering af nye funktioner i appen, da det både minimerer fejl og sikrer, at tidsplaner og budgetter overholdes.
Blandt de kommende funktioner i appen er muligheden for at checke ind som barn, pensionist under 67 og person med handicap.
Siden appen blev lanceret i september 2024, har næsten 900.000 brugere taget den i brug, og med de seneste tilføjelser er vejen banet for, at rejsekortet snart hører fortiden til.