Beskeden om at den 48-årige Jeanett Rask Thomas er fundet død på en strand i Polen modtages med blandede følelser hos familien.
Jeanett Rask Thomas havde været forsvundet siden den 10. februar i år, hvor hun forlod hjemmet på Nørrebro i København.
Her næsten et halvt år senere er hun så fundet død på en strand i Polen, hvor liget formentlig er drevet fra København over Østersøen.
Og selvom manden, Lars Thomas, naturligvis er trist over fundet, så er han også lettet. I næsten et halvt år har han og parrets to drenge gået i uvished om hendes skæbne.
- Det er en lettelse. Min yngste dreng på 13 år sagde også til mig ’Nu bliver det lettere, far’, siger Lars Thomas til BT.