Mærsk øger sin oliesatsning i Kurdistan

admin

10 år siden

|

14/01/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

A.P. Møller - Mærsk øger sin satsning på at få del i de store oliereserver i den kurdiske region af Irak.

Maersk Oil har overtaget 40 procent af to blokke, hvor der ledes efter olie. Myndighederne har godkendt transaktionen, oplyser Maersk Oil i en pressemeddelelse tirsdag.

Andelene er købt af firmaet Repsol, som dermed reducerer sin ejerandel til 40 procent i de to blokke.

Den regionale regering er den tredje partner i samarbejdet med en andel på 20 procent. Repsol vil fortsat have ansvaret for arbejdet med at finde olie i de to blokke.

Maersk Oil oplyser ikke noget om, hvor meget de betaler for ejerandelene.

Selskabet har tidligere betegnet hele den kurdiske regioner som meget lovende.

Siden 2004 er der fundet reserver svarende til over syv milliarder tønder olie og prognoser peger på, at undergrunden kan indeholde op til 45 milliarder tønder olie. nbsp;

Maersk Oil købte sin første olielicens i Kurdistan i 2011.

- At være til stede og aktiv i et af verdens mest lovende og udforskningsbassiner er en fundamental del af Maersk Oils strategi, udtaler selskabets administrerende direktør, Jakob Thomasen, i forbindelse med den seneste investering.

A.P. Møller - Mærsk har en målsætning om, at olieforretningen i 2020 skal have øget sin daglige produktion til 400.000 tønder olie.

I øjeblikket producerer Maersk Oil cirka 235.000 tønder om dagen.

/ritzau/