Der er i disse år et meget stort fokus på klimaet. Den globale opvarmning går for hurtigt, og for at stoppe det skal flere ting iværksættes.
Det er alt fra affaldssortering til mindre brug af plastic, som man kigger på. Hvert år har Jorden et “budget”; hvor alle de ressourcer, som Jorden genkaber måles op.
Man ved, hvor stor en del af disse ressourcer, som Jorden kan nå at genskabe på et år. Men allerede i morgen, den 28. juli, har vi opbrugt de ressourcer, Jorden kan nå at genskabe på ét år.
I over 50 år har verdens befolkning taget langt mere fra naturen, end vi har givet tilbage. WWF Verdensnaturfonden advarer derfor mod et fortsat økologisk underskud.
Mennesket fisker altså flere fisk og fælder mere skov, end Jorden har til rådighed. Hvis regnskabet skulle gå i 0, så skulle man bruge 1,7 jordkloder. Der er altså et ”naturunderskud”, som hvert år bliver større, forklarer Bo Øksnebjerg, der er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.
”Vi tager mere fra planeten, end den kan genskabe. Vi har 100 kroner på naturens konto, men vi bruger 170 kroner. Og det gør vi år, efter år, efter år. Fortsætter vi på denne måde, vil det resultere i fødevarekriser, vandmangel og gøre os endnu mere sårbare over for ekstreme vejrfænomener og naturkatastrofer. Derfor er der ingen vej udenom: I de kommende år skal vi give mere tilbage til naturen, end vi tager. Ellers går det galt,” siger han.
Der er stor forskel på det økologiske fodaftryk, forskellige lande sætter på vores fælles planet. Lande som Indonesien og Jamaica har nogle af de laveste fodaftryk i verden, mens Danmark derimod befinder sig i den mest ressourcekrævende del af verdens lande. Danmark er nummer 15 på listen.
Top 10 over lande med det største fodaftryk:
-
Qatar
-
Luxembourg
-
Cook Islands
-
Bahrain
-
Canada
-
De Forenede Arabiske Emirater
-
USA
-
Estland
-
Belize
-
Kuwait