Hobro sikrede sig den sidste billet til næste sæsons Superliga, da nordjyderne ude slog Brønshøj med 1-0.
Det holdt ellers hårdt for Hobro, der længe var presset hårdt. Men kort efter pausen scorede forsvarsklippen Mads Justesen det forløsende mål for de hvidklædte gæster.
Hobro er dermed for første gang i klubbens 101 år lange historie klar til at spille i landets bedste række. De to seneste sæsoners niendepladser har hidtil været højdepunkterne i klubbens historiebøger.
Oprykningen blev i høj grad grundlagt på et godt efterår, hvor Hobro sikrede et komfortabelt forspring. Det er der blevet skåret gevaldigt på i foråret, hvor nordjyderne blot har hentet 20 point i 14 kampe.
Den vigtige nøglekamp ude mod nummer tre, Lyngby, for en uge siden, hvor Hobro i de døende minutter fik 1-1 med hjem, blev afgørende i oprykningsræset, hvor de kongeblå altså ikke længere kan hente Hobro.
Hobros mandskab har gennem sæsonen været en sammenbragt flok af lokale knægte krydret med spillere, der ikke har slået til andre steder. Herudover er to af sæsonens mest afgørende, backen Jesper Laudridsen og topscorer Mads Hvilsom, lejet i FC Midtjylland.
Mads Justesen, der stod for den afgørende scoring mod Brønshøj, er synonymet på Hobros succes. Den 31-årige gymnasielærer har spillet hele sin karriere hos Hobro, og han er da også født på forældrenes gård lige uden for byen.
Hobros spillere mangler en enkelt kamp i 1. division, inden den fra midt i juli står på superliga-fodbold på DS Arena. Man slutter sæsonen med en hjemmekamp mod Hvidovre næste mandag.
/ritzau/