Når danskerne vælger fastfood, falder valget ofte på klassikere som McDonald’s.
Men nu forsøger den britiske kæde Harry Ramsden's at lokke de sultne maver over på en mere havinspireret retning med deres ikoniske fish and chips.
Planen er at etablere sig i Danmark ved at finde franchisetagere, der kan sprede konceptet til landets større byer.
Harry Ramsden's blev grundlagt i 1928 og er i dag kendt som en af Storbritanniens mest berømte kæder for fish and chips.
Med 84 restauranter i hjemlandet og en enkelt i Malaysia vil kæden nu prøve kræfter med det danske marked.
Ifølge annonceringen på Franchisehub ser kæden potentiale i områder som Storkøbenhavn, Midtjylland, Østjylland, Nordjylland, Fyn og Bornholm.
Her ønsker de at etablere alt fra traditionelle restauranter til mindre fastfood-boder målrettet gæster på farten.
Kædens menu er centreret omkring klassiske britiske retter som paneret torsk, fritter og moste ærter, men der er også plads til variation.
Selv salater og friturestegte specialiteter til højtider som jul er en del af sortimentet.
For den mindre fiskeentusiast findes der alternativer som scampi-rejer og fiskekager, som alt sammen er tilpasset kundens præferencer.
Harry Ramsden's ambition er dog større end blot at introducere fish and chips til det danske marked.
Ifølge kæden selv søger de partnere, der har en 'appetit på vækst i stor skala' og ambitionen om at udvide deres egen forretningsportefølje:
"Vi søger nu nye partnere, der har en reel appetit på vækst i stor skala, en passion og et engagement til at introducere vores brand til nye internationale territorier samt en ambition om at få deres egen virksomhedsportefølje til at vokse", skriver den britiske kæde på sin franchisehjemmeside.